55 / 242
246
m ig meget ondt, at det er komm et ud i den Skikkelse.« T horvald-
sen tog ofte fat paa det, men sagde altid: »Nej, jeg kan ikke faa
noget bedre ud af det! Havde De ikke givet D alhoff m it bestem te
Løfte om at skaane det, saa vilde jeg slaa det itu. Min første Model
havde vel sine Fejl, men ikke saa store som dette!«
Den 3die December 1839 døde Frederik den Sjette, og
C h r i
s tia n d e n O t t e n d e
blev
K o n g e
efter ham. Dalhoff kom til at
gøre den afdødes Kiste, eller rettere Prydelserne derpaa efter
Hetschs Tegning. Den blev færdig Aftenen før Afleverings
dagen . Glad hentede han Kone, Svigerinde og Børn, lod bringe
Smørrebrød og Punsch, og en Fest blev improviseret, hvori ikke
engang en lille Svingom manglede, idet han selv blæste op dertil
paa sin Fløjte. Da de to mindste ikke kunde undgaa at puffes
af de store, afbrød han et Øjeblik sit Spil og satte dem i Ly
op i Kisten. Situationen var saa meget mærkeligere, som den
afdøde Konge samtidig laa paa lit de parade paa Amalienborg,
og tætte Skarer strømmede dertil forbi det Hus paa St. Annæ
Plads, i hvis Baggaard Værkstedet var — og Dansen gik om
hans Kiste.
Men hvad sker? Midt i Lystigheden indtræder gamle Kon-
ferensraad Koch, Slotsarkitekten, hvem Bestillingens Udførelse
hvilede paa, og som tit havde set derind med bekymret Mine,
i Tvivl om det ogsaa kunde naaes. »Er du gal, Menneske?«
var Begyndelsen til en Ordstrøm i ikke ubillig Forfærdelse —
han sagde »du« til alle — ; men Mester fik ham snart talt til
Rette, og han maatte drikke et Glas med de flinke Arbejdere,
der saaledes havde sat al Flid og Kraft ind derpaa. Det ganske
vist groteske Optrin bliver ogsaa mere undskyldeligt, naar man
hører, at Svendene i den Tid, det stod paa, hver Dag havde ar
bejdet fra 6 Morgen til langt over Midnat, og at Mester selv
næppe havde været af Klæderne, ej heller sovet ret mange af de
mellemliggende Timer, saa at Overanstrengelsen og Spændin
gen nok kunde give den Glæde, som enhver føler over et vel
endt og vel lykket Værk, et noget kraftigt Udtryk.
Den Rejse, som Dalhoff havde faaet baade befalt og betalt
af Kongen — se Optegnelsen S. 232 — foretog han fra April
til Juni 1840, og herfra har vi 4 Breve, 3 fra ham og 1 fra hans
Hustru: