54 / 242
245
ninger aldrig er komne til deres Ret. — Saaledes udtalte J. B.
Dalhoff sig om dem.
Wilckens fortæller (Træk af Thorvaldsens Kunstner- og
Omgangsliv, S. 60):
»Førend T horvaldsen rejste sidste Gang til Rom, havde han
ladet en af sine E lever, Mathiæ, udføre en af Figurerne til Fron-
tonen paa Christiansborg i Ler. Den var bleven overgivet den
kongelige Porcellænsfabrik, for at en Brænding skulde forsøges, men
denne m islykkedes aldeles. . Da den bekendte Guldsmed Dalhoff
erfarede dette, satte han sig til Opgave at udføre Thorvaldsens Ar
bejder i brændt Ler af det Materiale, som her forefindes, og ved
Kongens T ilskynd else og Opmuntring lykkedes det ham. Efter Thor
valdsens T ilbagekom st kom Dalhoff og bad ham at komme ind i
hans Fabrik og se hans Forsøg. Thorvaldsen gik allerede samme
Dag derud, og det glædede ham at se de mange gode Brændinger
af hans Arbejder. Nu tog Thorvaldsen for Alvor fat paa Arbejdet
til Frontonen paa Slottet, som han overdrog sin E lev Borup at ud
føre efter sin Skitse. Udførelsen faldt ganske ud til Thorvaldsens
Tilfredshed, men Opstillingen paa Slottet skete først efter mange
Aars Forløb. Da T horvaldsen saa, med hvilket Held Dalhoff vir
kede, tilbød han ham de Forme, som han havde af sine Basrelieffer,
med det T ilsagn, at naar de vare aftrykte, vilde han gaa dem efter,
inden de blev brændte. Dette var en stor Glæde for Dalhoff, og Ud
førelsen gik ham rask fra Haanden. En Dag sendte Thorvaldsen
m ig ud for at anmode, ham om et AfHyk af »Kærlighedens Aldere«.
Da han fra alle Sider hørte Ønsker om at eje dette Basrelief, men
det vilde blive meget dyrt i Marmor, mente Thorvaldsen, at han
kunde glæde mange med, at det var at faa af et varigt Stof og til
hillig P r is1). Da det var komm et hjem , sagde Thorvaldsen: »Dette
skal være m it Arbejde i min Fritid; jeg mærker, at den store Æsku-
lap trætter mig.« Da »Kærlighedens Aldere« kom paa Staffeliet, og
Thorvaldsen rigtig tog det i Øjesyn, blev han ganske nedslaaet og
sagde: »Hør, W ilckens, jeg kunde næsten ønske at tilintetgøre det!«
.Teg spurgte, om det var Dalhoffs Skyld, men han svarede: »Nej, det
er mig, der har fejlet, og jeg kan kun sige til min Undskyldning, at
jeg har udført det paa een Dag, og det var en mørk Regndag. Jeg
overlod til en af m ine E lever i Rom at hugge det i Marmor og kom
ikke til at lægge sidste Haand derpaa, førend de havde taget Form
over det; jeg ser nu, at det er den Form, det staar i, og det gør
b Denne Fortælling kunde stemme godt med en Ytring, som tillægges
1horvaldsen, at dersom han i yngre Aar havde vidst, hvor smukt hans Ar
bejder kunde gengives i brændt Ler, vilde han gerne have gjort de fleste
at dem med denne Fremstillingsmaade for Øje (i Stedet for Marmoret)!