344 / 707
3 2 8
Victor Krohn
det for Sergentens Vedkommende viser sig, at han er
Husejer og saaledes altsaa formentlig har maattet svare
borgerlig Skat og Tynge.
Det er ganske kuriøst at se, at naar en Underofficer
kommer til at indtage en eller anden Særstilling som
f. Eks. Arrestforvarer ved Statsfængslet i Kastellet, duk
ker han p ludselig frem af sin Ubemærkethed, for saa
atter, naar han træder tilbage, at drukne i det store
Intet.
Først c. 100 Aar efter Fremkomsten af den første Vej
viser bliver altsaa Underofficererne korporationsvis luk
ket ind i Helligdommen; men medens man straks fra
første Færd tog dem alle med uden Undtagelse, forsvin
der næsten alle Sergenterne igen Aaret efter; det ser ud,
som om man var kommet til Erkendelse af, at man dog
var gaaet lidt for langt ned i Samfundet.
Naa, efterhaanden som Aarene gik, fik de dog arbej
det sig ind igen paa den Plads, hvor de hørte hjemme
med samme Ret som saa mange andre; men saa kom i
vor Tid det Aar, hvor Vejviseren paa den ene Side blev
saa stor, at den maatte udkomme i hele to Bind, medens
den paa den anden Side blev saa lille, at den paany luk
kede Størstedelen af Underofficererne (og flere andre)
ude, ja, end ikke den tidligere saa undergørende Deko
ration kunde nu hjæ lpe dem ind. Dette kan formentlig
kun betragtes som et Tilbageskridt, særlig naar det ses
paa Baggrund af det store Fremskridt i 1864; men da
m it Hjertesuk først og fremmest kun fremkommer af
h istoriske Grunde, og da det kun gælder Fortiden og
specielt kun en
københavns k
Vejviser og ikke en Vej
viser for hele Landet, skal jeg lade Nutiden ligge, saa
meget mere som de faste Underofficerer nu jo desværre
ogsaa tilhører Fortiden.