486 / 707
4 7 0
Skat Arildsen
kun en
temmel i g irriteret Sinds st emn ing,
men hverken
Tegn paa Forvirring eller Sindssygdom .74) Samtlige For
klaringer var vel paa forskellige Punkter meget afvi
gende, men kunde ikke i Hovedsagen faa nogen Indfly
delse paa Sagens Afgørelse.
Den 24. Maj optog Retten Sagen. Den dygtige og skarp
sindige Assessor A. C. Meyer75) konciperede
Dommen:
Da Retten ikke turde forkaste Lunds „Assertum“ om at
have betragtet Trydes Holdning som et Samtykke, blev
han frikendt for Tiltalen for Overtrædelse af den nævnte
Kancelliskrivelse. Det kunde ikke bevises, at han paa en
usømmelig Maade havde krænket den Ro og Orden, som
burde ledsage en kirkelig Handling. Det var ufornødent
at undersøge, om Lunds Tale indeholdt noget fornærme
ligt mod Folkekirkens Gejstlighed i Almindelighed, da
det Offentlige ikke efter Injurielovgivningens Grundsæt
ninger fandtes at have Kompetence til at optræde som
Sagsøger under en Justitssag. „Derimod skønnedes det
at være en Følge baade af alm indelige Retsgrundsætnin
ger og den positive Lovgivnings Analogi, in specie
Presselovens §
8
, saavel at Staten er beføjet til Paatale,
som at Strafansvar er paadraget, naar Folkekirken an
gribes med haanlige og nedsættende Udtryk i et offent
ligt Foredrag til en i Anledning af en kirkelig Handling
forsam let Mængde“. Dette var netop T ilfæ ldet i
„Min
Pro t e s t
“. Det kunde ikke „disculpere“ Lund, at de sam
me eller lignende Udtryk som hans ustraffet havde været
fremsat i Pjecer og Rladartikler, eller at flere af dem var
74) Forhør
1856: 8 /4 over Lund, 10/4 over Tryde, 16/4 over
Meyer (Mentalitetserklæring af 1 9 /4 ), 23/4 over Hertz og Klein.
(Forhørsudskrifter, Kbh.’s Cr. o. Pol.-Ret sm st.). — Bricka, Ny
Udg., Bd. 15 (1938) S. 555 flg. (Jul. Petersens Art., H. W. Meyer,
rev. af A. Thornval).
75) Troels G. Jørgensen: Bidrag til Højesterets H istorie, Kbh.
1939, S. 65.