491 / 707
Københavns Brændevinsbrænderlav i det 18. Aarh.
Oplysninger h ist og her, og jeg skal ikke i det følgende
komme mere ind paa det allerede behandlede, end det
er strengt nødvendigt. De efterfølgende Linier vil for-
haabentlig baade kunne læses selvstændigt og danne et
Supplement til det 50-aarige Skrift. —
Brændevinen — Akvavit’en — hører visselig til de
Ting, der ikke behøver nogen møjsommelig Kamp for
at vinde alm indelig Popularitet. Jeppe paa Bjerget, den
k lassiske Dranker i vor nationale Litteratur, staar som
et Mønster for den sjæ llandske Bondes Stilling til Drik
ken, og hele det 18. Aarhundrede igennem nød Brænde
vinen en Yndest, der var lige saa stor, som den kan
glæde sig ved i vore Dage, men en alsidig Skildring af
Drikkens Kulturhistorie i vort Samfund mangler.4) Maa-
ske er Grunden den, at den daglige Snaps for 200 Aar
siden indgik som en saa selvfølgelig Del af Kosten, at
ingen dengang fandt paa at betragte den som en Mærk
værdighed. Ganske med Urette er Jeppe blevet betragtet
som en Fællesnævner, og selv om det altid vil være van
skeligt at føre Bevis for et maadeholdent Forbrug i Da
tiden, er det dog uden for al Tvivl, at Flertallet da som nu
ikke forfaldt til Overdrivelser i nogen Retning — om end
man da drak mere end nu. Man satte Pris paa Brænde
vin og nød den ofte i Sølvbægre. Allerede
Esge Brock
betalte saaledes 1608 Jens Guldsmed i Randers 3 Mark
for et Kovsken, han udførte til Akvavit,5) og det fø l
gende Aarhundrede, der saa Lavets Stiftelse, fortsatte
denne Skik. Paa et lille Snapsebæger, som er dateret
1759 og udført af Aalborgguldsmeden
Jens Kj e lds en
Sommerfe lt,
men efter sin Paaskrift har hørt hjemme i
Attrup, Torslev Sogn, Øster Hanherred, læses:
4) Jvfr. L. V. Scheel: Brændevinsbrændingen i Danmark, Kbh.,
1877.
5) Vedel Simonsen: Eske Brocks Dagbøger for 1608 og 1612,
Odense 1842, S. 47.