494 / 707
4 7 8
Helge Søgaard
Brændevinsbrænderne om at maatte slippe. Motiveringen
er ganske karakteristisk, da Lavet henviste til Kvægsy
gen, der havde truffet det saa haardt, at der var Folk,
som havde m istet baade 10 og 20 Køer, og af en ny
Forsyning fra Jylland var den største Del ligeledes
dræbt. Det var efter Lavets Mening nødvendigt, at dets
Medlemmer havde et godt Kohold, da det ellers „vilde
see ilde ud for de fattige, naar melch skulde mangle“,
idet det var underforstaaet, at der skulde købes Kvæg
for de Penge, der ellers gik i Statens Lomme. Først 1762
blev Lavet dog fri for A fgiften, og samtidig fik det efter
givet 4000 Rdlr., som det efterhaanden var blevet Staten
skyldig, men Indførselsforbudet blev ved denne Lejlig
hed ophævet.7) Naar Lavet i 1751 var saa ivrig for at
betone sine Medlemmers Kvæghold, var det ikke uden
Grund. For de fleste Brændevinsbrændere var Koholdet
vist den eneste Del af deres Virksomhed, som gav et
større Overskud. Brænderiteknikken var saa uudviklet,
at Bærmen indeholdt megen Næringsværdi — mere end
i vore Dage — og man havde ingen anden Maade at nyt
tiggøre den paa end at fodre den op. Dette førte natur
ligt til, at Koholdet fik en Betydning, der var lige saa
stor som Produktionen af Brændevin, og Mælkesalget
betød meget paa Budgettet. Det synes endog, som om
man ogsaa har forsøgt at fede Svin, idet man besluttede
at søge om T illadelse til det i 1771.8)
Hvilken Betydning Lavet fik for Hovedstadens Bræn
devinsbrændere, ses bedst ved at gennemgaa dets Ved
tægt.
Artiklerne af 1741 indeholder 20 §’er, hvoraf den før
ste, som det var alm indeligt, fastslog Medlemmernes Ene
ret paa Erhvervet, men Lavet var stadig aabent for ny
Tilgang, og da Erhvervet ikke krævede stor Driftskapi
7) Prot. 45—46.
8) Prot. 136.