493 / 707
Københavns Brændevinsbrænderlav i det 18. Aarh.
delse. Men skønt Faget saaledes i det ydre ordnedes som
et Haandværkerlav, indtog det alligevel en Særstilling og
naaede aldrig at komme i det samme faste Leje som
f. Ex. Skomageriet eller Bødkerfaget, hvor der byggedes
paa en aarhundredgammel Tradition. Medens alt lavs
organiseret Haandværk herhjemme hvilede paa den faste
Uddannelse, hvis tre Trin: Mester, Svend og Læredreng
var ufravigelige, fandtes kun det første hos Brænde
vinsbrænderne. Derimod var der en Del Bryggersvende,
der gik ind i Erhvervet, fordi deres eget Fag ikke bød
dem nogle Fremtidsudsigter, og tekn isk var de to Pro
duktioner nært beslægtede. Der krævedes heller ikke no
gen Mesterprøve for at blive optaget i Lavet, og først
1812 gik man over til at kræve, at de vordende Medlem
mer af Lavet underkastede sig en Examen i det 1805
oprettede kgl. Brænderi (i Sølvgade lige for Kronprin
sessegade).
Da Lavet først var oprettet, var det imidlertid en gi
ven Sag, at dets Medlemmer ogsaa skulde have Eneret
paa Erhvervet, og 3. Dec. 1742 forbød derfor en kgl. For
ordning, at nogen Haandværker eller Skipper i Hoved
staden, der levede af deres Fag, holdt Skænkestue med
Brændevin eller andre Drikkevarer i deres Huse, lige
som al Indførsel af Kornbrændevin blev forbudt med
Undtagelse af det, som Handelskompagnierne aftog.
Grunden til, at det nye Lav blev taget saa kraftigt un
der Regeringens Beskyttelse, var sikkert den, at det ved
sin Oprettelse havde forpligtet sig til at svare en aarlig
Afgift paa 1000 Rdlr. Hvis Lavet virkeligt har ment at
kunne udrede denne Sum, og det ikke blot har paataget
sig Forpligtelsen i Haab om at kunne smøge den af sig
efter nogle Aars Forløb, har det været alt for sangvinsk,
og allerede 10 Aar efter — 1. Dec. 1751 — 6) ansøgte
G) Prot. 9— 10.