3 / 27
I) A N S K F OLKEMUS E UM
.
Hær i Vinteren 1863—64 og det er paa Minder fra denne snart fjerne
Tid, at nærværende Fremstilling er bygget. Vi lærte den Gang, hvor
haardt Livet i den strænge Vintertid, det netop var, kan falde i et uvant
stort Rum, som aldrig naaede til endog kun at blive hint, i Træk og Slud
fra den utætte Port og i en Luft, som var forpestet af kold Tørverøg og
rev ulideligt i Lungerne, men efter de slesvigske Bønders Sigende var
udmærket tjenlig for Sæden, der laa oppe under Taget. Og de led ikke
under disse Forhold, der vare saa stik modsatte det, vi vare vante til: at
gaa tyndt paaklædt i varme Rum. Her gjaldt det at gaa med varme
Klæder i koldt Rum, som man gjorde i Oldtiden, og saalænge de aabne
Kaminer bleve i Brug. Og som hos os den Gang trivedes man her godt
derved, og i disse kolde Røghuse voksede det sydslesvigske og holsteinske
Folk op og blev sundt og stærkt, intelligent, dygtigt og rigt.
Som det var der den Gang, kan det findes endnu, men som andre
Steder er meget veget for Tidens Ændringer, og det kan ses med Sikker
hed, at i en ikke fjern Fremtid vil der intet være tilbage af denne gamle
Bygningsskik. Det er dog ikke i en nær Fortid at andre Samfundsklas
sers Higen efter Luksus og en anden Hygge er bleven efterlignet i disse
Bondegaarde. Det begyndte for Aårhundreder siden, men man lod det
gamle Hus og Livet i Dilen være urørt, og nøjedes med at vise, at man
alligevel godt vidste, hvorledes det var hos Adelsmænd og Borgere, og at
man meget vel havde Raad og Smag til at skaffe sig det, de satte
Pris paa. Man føjede derfor kun et nyt Rum til den gamle Dile og
det blev P iselen, oprindelig en Udbygning paa Husets indre Gavlvæg, som
et Korhus paa en Kirke.
Det var dog især i Landet syd for Sli og Danevirke, at den op
rindelige Grundform for den saksiske Gaard holdt sig. I andre Egne af
Søndcrslesvig og Holstein blev den paa mangfoldige Maader ændret i
Rummets Inddeling og Benyttelse. Dilen bibeholdtes vel som Stald, Lade
og Lo, men Beboelsesrummene anbragtes ikke bag den indre Gavl. De
henlagdes til Dilens Forparti ud mod Gaden. Saaledcs var det i Urcn-
dorf ved Gliickstadt, hvorfra den Pisel blev hentet, som nu er opstillet i
Dansk Folkemuseum. Den laa tilvenstre for Hovedporten mod Vejen og
bag den fandtes en stor Stue med Dør til Haven. Paa den anden Side
af Dilen indrettedes et Kjøkkcn og Dilens mellemliggende Del afskildredes
som Forstue, hvor der stilledes de mægtige Klædeskabe, hvoraf Prøver
findes paa Museet. Der var Bord og Siddepladser og her nød man sine
Maaltider. Men hvor man end lagde Piselen hen, blev den i rige Hjem
udstyret med al den Pragtsans og Ævne man havde, og mange Steder gik
man jævnsides med det, der fandtes i fyrstelige Huse.
Den ældste og berømteste Pisel fandtes i Lehe ved Ejderen
og blev bygget i 1568 af den rige Bonde M arkus Swyn. Den ødelagdes
i vor Tid delvis ved Ildsvaade, men er nu sat i Stand og anbragt i Mel-
dorfs Museum. Den er et Vidunder af nordtysk Renaissancekunst og det
er et sjældent Held, at netop den bedste af dem alle. er bleven os levnet.
Ordet P ise l er ikke udelukkende Nedertysk. Det findes i Norge
under flere Former: Spis, P ist, Speis, Peis. I Sverig som Sp is eller
Spisel. I Gammelfransk som
j)oisle (poélc).
1 Norden betegner det dog
ikke noget Husrum, men en Kam in, i Frankrig en Ovn. Ordet er hentet
fra Latinens
pisalis, pisdes
eller
piselum
o: Kvindestue. Stamordet er
pensile
af
pensum,
Arbejde, Haandgjærning.
Pensiles ancillæ
kaldtes
de Piger, som gjorde tekstil Haandgjærning. Det var altsaa, hvad vi
kaldte F ru e rs tu e n , das F rau en z im m e r, oprindelig det eneste Rum i
Huset, som gjennemvarmedes med Kamin. At en Stues Navn kan gaa
over paa Tingen, som varmede den, er ikke mærkeligt. Vi vide jo, at
modsat kan Stuen lade sit Navn gaa over paa de Kvinder, som færdedes
i den — das F rau e n z im m e r — ja endog drive dem over i Intetkjøn.