S_ThorvaldsensMusæumsHistorie

TILBAGEBLIK PAA DET HEELE MUSÆUMSARBEIDE.

167

indrømmes, men hertil manglede de nødvendige Midler, og det bliver et Spørgsmaal, om Forhallen

da vilde have faaet et saa godt Lys som den nu har i sit liøie, reene Sidelys,

At den lille Indgang for den daglige Færdsel med sin Garderobe ligger bekvemt ved Trappen

til 2den Etage, maa vel ogsaa indrømmes; vore Læsere kjende i alt Fald nu de Grunde, der have

ført til denne Ordning.

Ved en rolig og billig Bedømmelse af de Udkast, som have foreligget, kommer man vistnok

til det samme Resultat, som Gommitteen, at Bindesbølls Plan er den bedste, og at det var en

heldig Forandring, der skeete, da de store Værelser paa begge Sider af Christussalen ombyttedes

med mindre.

Endelig er det Bindesbølls uvisnelige Fortjeneste, at have dekoreret denne Bygning som

skeet er. Det lader sig med Sikkerhed sige, at, hvad enten Koch eller Hetsch var kommet til at

staae for Styret, havde vi faaet en tarvelig, — for ikke at sige en tør —-, Dekoration i Empirestil.

Medens man vel nok for de fleste Værelsers Vedkommende vil indrømme det Heldige i

Bindesbølls Bestræbelser, gjør man sig, som alt tidligere bemærket, i Almindelighed intet Begreb

om de Vanskeligheder, han havde at overvinde, for med uøvede Haandværkere og unge Kunstnere

at kunne præstere hvad her er gjort i Frescomaling, i Stukarbeide forbundet med Fresco, i Glas-

og Leerbrænding m. m ., lutter nye hidtil hertillands ikke forsøgte Ting. Bindesbøll indlod sig af

Princip ikke paa at forskrive fremmede Technikere eller Gjenstande af udenlandsk Tilvirkning til

Musæet. Hvad den reent kunstneriske Side af Sagen angaaer, da havde Bindesbøll, som man vil

have seet, for et Par Værelsers Vedkommende en selvstændig uddannet Dekorationsmaler, G. Hilker,

til Hjælper. Man sammenligne nu dennes høist respektable, flint og flittigt udførte Præstationer

med hvad der er skabt i de andre Værelser, og man nødes til at indrømme, at dette i mange Til

fælde ikke staaer tilbage i Friskhed, i fiin Forstaaelse af det antike Motiv, i fyldig Skjønhed1.

Hvilket Væld af dekorativ Phantasi aabenbarede sig ikke i Stueetagens Gulvmønstre med deres smaae

forskjelligtfarvede Leertærninger; hvilken Dannelse, hvilke flintformende architektoniske Evner har

der ikke hørt til, for at skabe den Variation af Piedestaler, paa hvilke Thorvaldsens Arbeider

ere henstillede, eller de nydelige Skabe og Montrer til Bibliotheket og de archæologiske Samlinger!

Vende vi os til de ydre Dekorationer, da maatte selv Hetsch indrømme Gaardens stemnings

rige Skjønhed, men hvor har til Gjengjæld Fagaderne ikke maattet høre ilde?

Man erindre dog her den Opgave, som forelaae: af en simpel firkantet Bygning uden noget

nævneværdigt architektonisk Relief i Vindues- og Dørindfatninger og uden Mulighed for at kunne

benytte den Plastik, der skulde udgjøre Musæets egentlige Indhold, at skulle tilvejebringe noget

Gultiveret, noget der kunde skille det lille Musæum, i Skyggen af det store graa Slot, fra dets

Omgivelser og charakterisere dets Bestemmelse, og man vil indrømme det Berettigede i Farvens

Anvendelse saavel som det Betydningsfulde i den Billedrække, som saa at sige er vævet ind i de

3 Fagaders Architektur, — stor nok og tydelig nok til at kunne gjøre et kraftigt Indtryk paa

Beskueren.

Bindesbøll havde, fortæller G. Weber, en overordentlig elskværdig Maade at corrigere sine mange Medai’beideres

Præstationer paa. Som oftest begyndte han med fortrolig at lægge Armen om Vedkommendes Nakke og med

at rose alt det Gode, som han kunde see i Arbeidet; først derefter kom Spørgsmaalene, om dette eller hiint

ikke trængte til Forbedring, og Anviisningen til, hvorledes dette kunde opnaaes