177 / 194
168
FORØGELSER OG ARBEIDER VED MUSÆET EFTER 1848.
Man kan forstaae, at Folk, der have seet meget Lidt af Kunst, især Oldtidskunst, kunne
stødes af den Stilisering, som er nødvendig, hvor der kun anvendes et begrændset Antal Farver af
en vis Styrke; man kan forstaae, at Folk, der sværme for den klassiske Formskjønhed, kunne
stødes over det genremæssige Element i disse Billeder; man kan forstaae, at baade Kunstforstandige
og Ikke - Kunstforstandige kunne stødes over enkelte Haardheder eller Ubehændigheder, som for en
stor Deel skyldes Vanskeligheder i den anvendte Technik. Men mindre let bliver det at begribe, at
man ikke almindeligt har indrømmet og indrømmer det Fortræffelige i store Partier af Komposi
tionerne f. Ex. selve Thorvaldsens Landstigning, Blokvognen med Schweitzerløven og dens For
spand, eller den i det Heele saa skjønt opfundne Billedrække paa Slotssiden, hvor de rolige hvide
Figurer vexle med de brogede Virkelighedsmennesker, der bringe dem til deres Bestemmelsessted.
Denne Mangel paa Forstaaelse forklares som sagt af Tidens Brydninger i kunstnerisk som
i politisk Henseende, men, selv om der gjøres en berettiget Kritik de videstgaaende Indrømmelser,
burde det nu være et tilbagelagt Standpunkt. Thorvaldsens Musæums Ydre kan hverken undvære
Farven eller Billederne. Man maa haabe, at disse kunne restaureres saaledes, at de blive varigere
end de have været. Da ville de for kommende Slægter fornye Mindet om glædelige og lykkelige
Dage for vort lille Folk og Fædreland.
Ikke med Urette seer Collin i sine Erindringer tilbage paa Committeens og Executorernes
Virksomhed for Musæet som paa en Virksomhed, der gav meget Arbeide. Den angik jo ikke blot
hvad der i det Foregaaende er skildret: Musæets Opførelse og Indretning, men tillige Ordningen af
Thorvaldsens Bo i Kjøbenhavn og Rom, en i Overeensstemmelse med hans Testamente truffen
Afgjørelse af Fru Paulsens, senere Fru Giornis, og hendes Børns Arvekrav, i hvilket Anliggende
et Par italienske Advokater søgte at blande sig, Afgjørelsen af en Mængde andre Spørgsmaal,
f. Ex. hvilke af Thorvaldsens foregivne Bestillinger hos andre Kunstnere der skulde anerkjendes,
hvem der skulde have Erindringer om ham og da hvad de skulde have, hvilke Arbeider han selv
skyldte bort, og hvorledes de Stykker, som manglede i Musæet, kunde bringes tilveie, — med
meget mere.
Efterat Musæet var blevet aabnet, begyndte dog roligere Tider at indtræde.
I 1849—50 udførtes det Billede af Musæets Bygmester, som Executorerne havde vedtaget at
bestille, efter Bindesbølls eget Ønske malet af Gonstantin Hansen. Det blev ophængt, i Værelset
Nr. XLII i 2den Etage, hvor Thorvaldsens Møbler og Billederne fra hans Dagligstue findes. Pier
fik ogsaa det Billede af Collin sin Plads, som Gonstantin Hansen ligeledes malede, og som blev
skjænket Musæet i Anledning af Halvhundredeaarsdagen for Gollins Indtrædelse i Statstjenesten, den
18de Februar 1851, af en Kreds af Slægt og Venner, blandt hvilke sidste man finder Navnene
H. G. Andersen, G. J. Boye, G. E. Fenger, Johanne Louise Heiberg, E. Hornemann, L. N. Hvidt,
W. F. Johnsen, S. Kierkegaard, J. P. Mynster og Brødrene Ørsted. Disse Minder om de Mænd, som
havde været virksomme ved Musæets Oprettelse, forøgedes i 1874, da Thiele traadte ud af Be
styrelsen, ved at Bestyrelsen kjøbte hans Portrait, malet af Marstrand, af dennes Arvinger. Som Minde
om Thorvaldsens Ungdom anskaffedes et bornholmsk Stueuhr, til hvilket han havde skaaret Kassen;
endvidere Zoegas Portraitmedaillon, huggen af A. S. M. Paulsen; endelig kjøbtes i 1878 efter Wilckens