39 / 46
36
sig over hans religieuse Liv. „Jeg er egentlig en gammel Jøde,“
kunde han sige halvt i Spøg, halvt i Alvor. For ham var Bevidst
heden om „een Gud og Alles Fader“ det absolutte Hoveddogme,
og om han end, navnlig i ældre Alder, fik Øiet op for Syndsbe
grebet og Umuligheden af ved egen Kraft at hævde Gudsbilledets
Renhed i Menneskesjælen og her søgte sin Trøst i Guds uendelige
Naade og Kjærlighed aabenbaret i vor Frelser, saa stod han dog
stedse uforstaaende overfor de specielle kirkelige Dogmer. At disse
Spørgsmaal dog ikke af ham henveiredes i tankeløs Ligegyldighed,
fremgaaer dels af den Iver, hvormed han igjennem en Brevvexling med
troende cbristelige Venner søgte at komme til nærmere Forstaaelse,
dels af den oprigtige og inderlige Glæde han følte og gjentagende
gav Udtryk over, at hans Børn vare saa lykkelige at være naaede
videre end han paa dette Omraade. Hans med Alderen saa stærkt
tiltagende Døvhed gjorde det ogsaa vanskeligt for ham med større
Udbytte at kunne deltage i Gudstjenesten og umuligt gjennem
fortrolig Samtale at udvikle og klargjøre sit religieuse Liv; han
var henvist til gjennem Læsning at søge sin Opbyggelse. Men
hans Liv var ført i sand christelig Aand; Kjærlighed, opoffrende
Hengivenhed og energisk Had til Egoisme, disse christelige Kardinal
dyder prydede hans Livsvandel. Tidt og mange Gange maa jeg
tænke paa de Ord, hvormed min kjære, faderlige Ven, Pastor
v. Wylich gjentagne Gange endte vore Samtaler om min elskede
Svigerfader: „Ja, Andreas Bang er et i Sandhed ædelt Menneske!“
itequiescat in pace!