333 / 376
Isning.
325
og Trommerne gik. Saaledes var der TJro næsten hver Nat,
snart ved Øster- og Vesterport, snart paa Kristianshavn.
En Dag kom der Brev fra Hans Rostgaard til Jens
Lassen, der overleverede det til Kongen, at Fjenden den
følgende Nat over Isen mellem Toldboden og Kristianshavn
vilde snige sig ind i Byen. Dette var noget, der var vanske
ligt at forebygge paa Grund af den bælgmørke Nat, det
haarde Snefog, det udmattede Borgerskab og de forfrosne
Matroser, der var saa forkomne, at de næsten intet kunde
udrette. Kongen opfordrede Frederik Thuresen og Schaek
til at lade deres undergivne gøre en bred Vaage i Isen, men
da det denne Dag var et gruligt Vejr og baade Soldater
og Borgere var udmattede, blev Hans von Ahlefeldt med
alle Rytterne, omtrent 250 Mand, stillede ved Islandsk Kom
pagnis Reberbane (omtrent nu Amaliegade), forat hindre An
grebet, hvilket for denne Haandfuld Folk vilde være temme
lig umuligt. Jens Lassen fik derimod fat paa 600 hol
landske Matroser, han gik selv i Spidsen med en Økse,
og ved deres Hjælp huggedes en Vaage i Isen, der var en
*Alen tyk, paa 44 Fods Brede, der blev bragt op i Kristians
havns Kanal. Dette Arbejde varede fra Kl. 4 til 10 om
Eftermiddagen. „Der skulde ligge en stor Admiration paa
denne Forretning, dersom man vilde agte, hvilket gruligt
Himmelknog det var, saa mægtigt, at al den Tid, dette for-
rettedes, blev de isende Folk ikke af de nær hosliggende
Orlogsskibe engang fornummede eller anråabte, men havde
største Besværing og Umage at faa Folk for en Dag paa et
af Skibene, som kunde laane dem nogle Skuffer at skuffe
den Sne af Vejen med, som paa nogle Steder i Dynger
sammenføgen forhindrede dem udi Isningen. Hans von Ahle
feldt, som ved saa manges Genkomst fra Vækningen først fik
at vide, at han nu havde en bred Vaage mellem sig og
Fjenden, blev ikke uden Aarsag mere end gemen glad og
gik samme Aften med Lassen til Kongen forat gøre Hans
Majestæt des roligere en Nat imod forventede Uro ved dets