Previous Page  87 / 376 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 87 / 376 Next Page
Page Background

Fredrik Fs venlige Sindelag mod Staden.

81

12.

Sept. 1524 afgjorde Kongen saaledes en Tvist mellem

Kapitlet og Borgerskabet, hvilken faldt ud til dettes Fordel

og havde stor Betydning1). De gejstlige Stiftelser ejede en

stor Mængde Jorder omkring i Byen, som bortfæstedes til

Borgerne; naar der nu opførtes Bygninger derpaa, blev der

Strid, om disse skulde tilhøre Fæsterne, der havde bekostet

dem, eller hvorvidt Grundens Ejer havde nogen Ejendomsret

dertil. Der blev derfor opsat en Formel for fremtidige Fæste­

breve, ifølge hvilken Grunden fæstedes bort til en Mand og

hans Hustru samt deres ægte Børn og Arvinger, saaledes at

der var Frihed til at sælge og j)antsætte den Bygning, de

havde opsat paa Grunden, til en bosiddende Borger, dog

med Kapitlets Vilje. Der skulde paa disse Grunde bygges

et Stenhus paa 2 Loft ud til Algaden, eller i det mindste

et „mærkeligt” Hus af Bindingsværk og med Stentag, og

Lejen og Landgilden skulde fastsættes af 4 Kanniker, 4 Vikarer,

4 Raadmænd og 4 agtede Borgere; samme 16 Mænd kunde

ogsaa fradømme en Mand en Gaard, naar han ikke opfyldte

nævnte Betingelser. Den Afgift, der nu fastsattes, forud­

sattes at være meget mindre end hidtil, ti det skulde være

enhver tilladt at betale sin ældre Leje, idet han derved an-

saas for at „besørge sin Sjæls Salighed“ , ej heller var det

forment nogen at give sin Bygning til Kirken at forøge

Guds Tjeneste med, dog skulde de 16 Mænd saa vurdere den

og sælge den til en bosiddende Borger. Paa denne Maade op-

naade Borgerne, at Hu s l e j e g i k o v e r t i l J o r d s k y l d ,

men Gejstligheden haabede paa den Maade at kunne købe

Borgernes Sjæle. Det hedder nemlig i Begyndelsen af de

ny Fæstebreve, at de udstædtes saaledes, „paa det Borg­

mestre, Raad og menige Almpe her i Byen ville og skulle 7

her efter være deu hellige Kirke og hendes Personer des

villigere og staa i Vilje, Venskab og godt Naboskab med

G

K. D. IV. 399— 402.