294 / 331
vet ned — i et Dige, i en Have eller ved Foden af en gam
mel Eg i Skoven; paa et Sted, hvor ingen tænker paa at
lede.
De fleste af disse Skatte bestaar af Sølvmønter eller af
Skeer og Gafler, prydet med et adeligt Skjold eller et bor
geligt Bomærke.
Naar svenske Soldater (der jo langtfra alle var Sven
skere) havde sat sig fast paa Gaarden eller var begyndt
at hærge i Omegnen, sneg mangen Husbond sig ud i Nat
tens Mørke for at nedgrave Slægtens Skatte; og mangen
Gang fik Skatten Lov at hvile i Jorden i Hundreder af
Aar. Intet er saa svært som at finde et saadant Gemmested
igen, naar der bare er gaaet et Aars Tid.
Mange af Ejerne til disse Skatte er sikkert døde i Kri
gen eller dræbt af Besættelsestropperne; men de fleste
har utvivlsomt mistet Orienteringen og har gravet for
gæves Resten af Deres Levedage. Tilfældigt, en Dag, kom
mer Skatten frem — og vidner om de Rædsler, vore For-
fædre maatte gennemgaa i de onde Aar 1658 og 1659.
De, der følger efter os, vil endnu om mange Aar mod
tage lignende Hilsener fra os — gravet frem af Jorden.
Det, vi skjulte i Jorden, da Ulykken var over os, var dog
kun i mindre Omfang Sølvskatte. Det var vore Haandvaa-
ben, vi skjulte, for at frelse vort Liv.
Hver Tid har sin Skik — hvert Land har sin Kamp med
sine Trolde.
Tyst taler danske Tunge paa
Bautastenen om Grænsestriden
og Grænsefreden.
Indskrift paa Mindesten
om Freden i Knåred 20. Januar 1613.
258