sum, som han havde taget fra Svenskerne, i Sikkerhed.
Fortællingen er alle Steder stedfæstet til Snesere By, hvor
Svend Povlsen skal have beboet et Gaardsted. Svenskerne
havde imidlertid faaet Nys om Sagen og planlagde et
Overfald paa Gaarden for at bringe Pengesummen til
bage, men denne Plan blev røbet i god Tid, saa Svend
Povlsen kunde gøre sine Modtræk. Han opstiller en Vagt
ved en stor Ask, eller vel snarere oppe i Træet. Saa snart
Vagten hører Svenskerne komme, skal han give Tegn. Det
sker som aftalt. Svend Povlsen tager afsted med Pengene
til Helledes Mølle i Kongsted Sogn. Da Svenskerne nær
mer sig Gaarden, giver Vagten Tegn, og straks stikker
Svends Folk Ild i et Halmknippe ved hvert Hjørne af
Gaarden. Ilden breder sig i Hast. Svenskerne tror, det er
deres egne Folk, der har sat Ild paa, de stormer ind gen
nem Porten for at faa fat i Pengene, inden Gaarden ned
brænder. Men de finder alle Rum tomme, og da Ilden
stadig breder sig, og Heden stiger, aner de Uraad og vil
skynde sig ud. Men ved hvert Vindue, hver Dør og Port
staar Svends Folk og genner dem tilbage, til de alle om
kommer i Ilden. Samme Beretning findes i Carit Etlars
Roman, men skal ogsaa være fortalt af en gammel Mand,
der aldrig har læst Bogen.
*
Disse Beretninger, citeret fra Cai M. Woels Bog, tyder
paa et ret langvarigt og aldeles frit Virke i Sydsjælland.
Imidlertid findes der Bevis for, at Svend Povlsen en Tid
har været udsendt i Landet af Kongen selv med den
Opgave at organisere en samlet Opstand i Sydsjælland
i det Øjeblik, de regulære danske Militærstyrker fra Lol
land og Falster rykkede frem. Planen blev der nu ikke
noget af; men den har dog medført, at vi har i det mind
ste eet haandgribeligt Bevis paa Svend Povlsens Eksistens
og krigerske Virke. Vi har nemlig hans Rapport til Kon
gen fra denne Færd. I sin knappe Stil minder den —
makabert nok — om en Jagtrapport:
»Og eftersom vi fik Kundskab, at paa Totterupgaard (i
254