293 / 331
get i Gøngernes Udfald fra Fæstningen. Hvorvidt han var
med paa Volden selve Stormnatten vides aabenbart ikke
med Sikkerhed, men det er sandsynligt, da han var umaa-
delig godt orienteret om Svenskernes Forehavender og
sikkert har vidst omtrent, hvornaar Stormangrebene vilde
blive sat ind. Derimod vides det med Sikkerhed, at han
under Hans Schacks Kommando har været med i Fyns
Generobring og i Spidsen for et Gønge-Kompagni deltog i
Slaget ved Nyborg.
Men mærkelig Uklarhed hviler over hans Skæbne, da
det hele omsider var forbi og Freden sluttet. Indtil da
øvede han sin Gerning ombølget af Beundring og af Kon
gens og Folkets Taknemmelighed. Efter Krigen var hans
Livslykke forbi.
Kongen havde jo nok skænket ham Lundbygaard og
Gods til Eje, men Ordene »og Gods« skal kun opfattes
som »med Tilliggende.« Noget Gods var det ikke, som
mange har troet, kun en lille Gaard i daarlig Stand, nær
mest en afklædt Gaard, da han fik den i 1661. Han klarede
sig ikke godt som Landbruger og maatte tilslut gaa fra
Gaarden.
Ingen interesserede sig paa det Tidspunkt mere for Gøn
gehøvdingen Svend Povlsen. Det gik ham, som det engang
var ham spaaet: Han blev glemt og fortrængt. Andre ind
tog hans Plads. Andre høstede Fordel af de Kampe, han
havde vundet. Han var en af de mange, der havde gjort
sin Pligt. Men det havde Omgivelserne ikke længere Lyst
til at blive mindet om.
Saadan kunde det gaa for 300 Aar siden. Naar vi mindes
ham og hans Frihedskæmpere i Dag og med Taknemmelig
hed tænker paa deres Indsats, naar det hele igen er ble
vet levende og nært for os — ja, saa er det vel, fordi vi
selv kom til at opleve det samme. Vi forstaar det hele
bedre, end de mellemliggende Slægtled gjorde. Det kom
mer os ved, altsammen.
*
I Danmark sker det ofte, at man finder en Sølvskat gra-
Stormen paa København 17
257