285 / 331
Gønges Modstandsbevægelse. Men Modet og den indædte
Vilje til Forsvar er fælles hos dem alle. Hvem de er, faar
man et Indtryk af ved en Præsentation, som foretages af
Dronningens Vagtmester, Ib:
»Der kommer den første af Gøngerne. Folk kalder ham
Ulf den Korsfæstede, fordi Fjenden ifjor naglede hans
Hænder fast til et Kors, medens de skød tilmaals efter
ham. De skød daarligt, siden han lever endnu, og Sven
sken burde kalde ham Ulf med Døden, for der er endnu
ikke fundet nogen Urt, der kan læge de Vunder, han giver.
Og der kommer Hartvig fra Dalen. Han sloges i Foraaret
alene med tre Tyske; de mærkede ham med det dybe Ar,
han har over Ansigtet. Han vilde slaas med Djævelen
selv og dog vinde. Der kommer lille Ving. Han raabte,
da Kampen var haardest, at vi skulde skynde os at slaa
Fjenden ihjel hellere end at spilde Tiden med Snak . . . og
Jens Jerntrøje, der blev Krøbling . . . ja, de har deres
Skrammer og Mærker allesammen. Deres Saar er blevet
til Ar; men de Saar, de selv slog Fjenden, gav Døden. Det
er Folk, der værger for deres arme Fædreneland, saa
Fjenden har korset sig derovre, det er Mænd, hver og en,
som Gud Fader glæder sig over, hver Gang han har Stun
der at se ned paa Jorden.«
Disse Mænd havde deres egen Sang. Hvordan den op
stod, ved ingen. Og en egentlig Slagsang var den næppe,
for de sang den dæmpet og højtideligt, naar dens Toner
en sjælden Gang lød fra deres Læber. Akkompagnemen
tet var altid Hornmusik.
Idag vil vi slaas, 'imorgen vil vi dø.
Idag spirer Græsset, imorgen er det Hø.
Agt da vel paa Tiden,
brug dig flinkt i Striden,
paa Sejren maa vi hvile, naar Natten stunder til,
du ved Drikkebordet,
jeg paa Valen jordet,
det gaar dog med os begge kun, som Vorherre vil.
249