279 / 331
gen blev pludselig et Menneske, som alle omfattede med
oprigtig Kærlighed. Efterhaanden som Kampene foran
København tiltog i Heftighed, blev de Styrker, der kunde
afses til Fourageringstogter i Sjælland for den svenske
Armé mindre. Ganske smaa Troppe af svenske Soldater
indfandt sig i Landsbyerne og paa Herregaardene og for
langte Fourage og Levnedsmidler udleveret. Hvis man
ikke udleverede det, der blev forlangt, gik Soldaterne over
til Plyndring. Svenskehæren skulde forplejes godt.
Mærkværdigt nok naaede mange af disse Forsyninger
ikke frem til Svenskelejren foran København — men
havnede inden for Voldene i Stedet. Det varede nogen
Tid, inden man i det svenske Hovedkvarter blev klar over,
hvad der gik for sig derude i de dunkle sjællandske Skove,
for Eskorten forsvandt som Regel sammen med Forsendel
serne. Kaptajn Svend Poulsen var igen traadt i Funk
tion som Gøngehøvding, og hans Hverv var dels det samme
som de svenske Patruljers, at skaffe Proviant og Foder
sendt til København, — og dels at forhindre, at Sven
skerne fik deres Forsendelse igennem. Disse Gønge-Strejf
tog blev foretaget under bestandige Farer, under sta
digt skiftende Situationer og i skiftende Forklædninger.
Svend Gønge udviste ikke blot enestaaende personligt
Mod, men ogsaa Snarraadighed og en tilsyneladende uud
tømmelig Fantasi. Snart vandrede han rundt som Spaa-
kvinde snart som Bissekræmmer, Jæger eller svensk Sol
dat, og altid kom han de svenske Transporter paa Spo
ret. Naar han drog frem, alene og i Forklædning, vrimlede
Skoven omkring ham med Gønger. Man saa dem ikke,
hørte dem ikke, kun ved de berømte Ugle-Skrig holdtes
Forbindelse mellem Anføreren og hans Folk. Enten ved
pludselige Overfald fra Baghold eller ved aaben Kamp
førte han sine overraskende Slag mod Fjenden, og hans
Kampe havde ikke blot Sejren som Maal, men Fjendens
fuldstændige Tilintetgørelse. Ingen maatte slippe levende
bort for at fortælle, hvad der var sket. Den dybe Hem-
meligsfuldhed, der hvilede over Gøngernes Kamp i Sko
247