274 / 331
denne malende Skildring af sine Folk: »Bilder I Eder da
ind, at saa forvovne og halvvilde Mennesker som disse
Gønger, Folk der saa at sige alle er født og opdraget i Krig
og Overfald og Slagsmaal, lader sig regere som Fluer i en
Sytraad. Hvis de ikke kendte mig som den, der magter
dem baade i Mod og Manddom, vilde de le mig op i An
sigtet og paa Timen vælge sig en anden Fører. Gud
naade Egnen, hvis det skete; thi siden de har saa ondt
ved at lystre og ikke kender andet Begreb om Ret end det,
jeg foreskriver dem, vilde de sprede sig til alle Sider som
Rotter fra en tømt Lade og maaske føre et endnu værre
Regimente over vore egne Folk end Svenskerne. Men de
slaas godt, de samme Gønger, og derfor maa man veksels
vis fire og drage til, snart overtale dem ved Ord, snart ved
Pistolskud, som det kan træffe sig. Hovedtingen er, at de
kender Deres Fører som en Mand i alt og som en Over
mand for dem alle; dermed lader de sig nøje og forlanger
intet bedre.«
Svend Gønges Vrede over, at Hans Nansen ikke straks
har vist ham ubetinget Tillid, men først har stillet ham paa
Prøve, giver Nansen Lejlighed til en klog, filosofisk Be
mærkning om Ungdoms Godtroenhed og Alderdommens
Mistro: »Sligt hører Ungdommen til; den skuffes af alt,
fordi den tror paa alt. Men Alderdommen er de begravede
Forventningers Tid, den tvivler paa alt.«
Historien om den nævnte Skattetransport er iøvrigt
lang og udgør i sig selv en spændende Del af Romanen.
Præsten i Vordingborg, Hr. Christen Nielsen har for
varet Pengene i sine Bistader, de skal afleveres til Svend
Gønge i Kirkens Krypt ved Midnatstide, imellem de balsa
merede Lig, men Planen er forraadt til Svenskerne, og
der udkæmpes en voldsom Kamp i Kirkekrypten, i Mørke,
imellem Svend Gønge og den svenske Kaptajn Manhei-
mer. Skønt en anden svensk Kaptajn med fire Soldater
kommer til Hjælp, lykkes det dog Gøngehøvdingen at
dræbe to af Svenskerne og lukke Resten inde i Krypten
bag sig . . . og den farefulde Transport til København er
begyndt. Ved Forræderi bliver han fanget undervejs og
242