269 / 331
større Jammer, siden Staden blev funderet.« Bartholo-
mæus skulde være den første; han spurgte, om der var
Naade at faa, men da Svaret var et Nej, strakte han roligt
Hals for Mestermandens Hug. Da Turen derefter kom til
Johannes Jørgensen, krævede han, at Brun, der havde
faaet ham med i Sammensværgelsen, skulde gaa først,
fordi han troede, at Brun ville være i Stand til at løskøbe
sig paa Stedet, men de forsamlede Præster fik ham dog
fra dette Forlangende. Han kom til at lide en smertefuld
Død, da Bøddelen huggede forkert den ene Gang efter
den anden. Saa var det Jokim Bruns Tur; han gik i Døden
med en saadan Ro og Frimodighed, at det betog de for
samlede stærkt — saa stærkt, at en af dem greb hans
Hoved, da Bøddelen huggede det af, og stak af med det,
for at det ikke, som de andres, skulle sættes paa Stage til
Spot og Spe. Den næste i Rækken var Wildfang, men han
fik Lov til at staa og vente et Kvarter paa Skafottet, førend
Benaadningen af de resterende blev offentliggjort —
næsten en værre Straf end at blive halshugget som de
foregaaende.
*
Malmosammensværgelsen er et af de sørgeligste Blade
i Skaanes Historie, navnlig fordi den i den sidste Ende
blev kvalt af Jalousi og Ærgerrighed hos Mennesker, der
i og for sig intet havde med den at gøre, men som ikke
kunde blive enige om, hvem der skulde have Æren for
den, hvis den faldt heldigt ud. Og da man i København
ikke kunde blive enige paa det Punkt, valgte man simpelt
hen at lade Borgerne i Malmo sejle deres egen Sø.
Men samtidig er den en betydningsfuld Forløber for
den Folkestemning, vi finder i Skaanelandene helt op til
den store, nordiske Krig — ja, endogsaa i Tiden efter den
— en fælles stejl Holdning overfor »Svenskingen«,
Erobreren nordfra — en Holdning der gør, at Skaane
landene i næsten et Aarhundrede efter Roskildefreden
befinder sig i en Tilstand af stadig Uro og Kamp.
237