268 / 331
den til den svenske Øvrighed. Sammensværgelsen blev
altsaa først røbet paa et Tidspunkt, hvor den var faldet
helt sammen og ingen som helst Betydning kunde faa. Men
alligevel arresterede Svenskerne først Bartholomæus
Mikkelsen, Brun og Johan Jørgensen og tre andre den 16.
April — og snart efter blev Størsteparten af de øvrige
implicerede sat under Laas og Slaa. Ved selve Processen,
hvorunder det hele kom for en Dag, brød de fleste sam
men under Forhørene eller gik for fulde Sejl lige lukt i
de Fælder, de svenske Forhørsledere satte for dem. Den
eneste, der klarede sig frelst igennem, var Adelsmanden
Ove Tot, der bevarede sin urokkelige Ro under Forhørene;
og det lykkedes ikke Retten at faa ham til at tilstaa noget
som helst. Senere paa Aaret blev han udvekslet med en
svensk Adelsmand, der var fanget foran København. De
øvrige Adelige, der havde været impliceret, slap nogen
lunde let, undtagen Fru Ide Skeel og hendes tre Sønner,
der maatte gaa fra deres Gods.
Efter mange og langstrakte Retsforhandlinger, hvor
under Kong Carl ustandseligt havde blandet sig i Rettens
Dispositioner, faldt Dommene endelig og blev offentlig
gjort i Malmo den 19. December 1659. 18 Mand skulde
henrettes, af dem skulde Mikkelsen, Brun og Johan Jø r
gensen stejles og med dem fire andre, der i Mellemtiden
var flygtet, og Resten, deriblandt Borgmester Wildfang,
skulde simpelthen halshugges. De øvrige slap med Bøder
og Konfiskationer af forskelligt Omfang. Men det var dog
ikke Meningen, at alle disse Domme skulde eksekveres;
kun Mikkelsen, Brun og Jørgensens Straffe skulde staa
ved Magt, de øvrige skulde benaades, men først i sidste
Øjeblik maatte Benaadningen blive kendt — altsaa paa
selve Retterstedet. De benaadede skulde selvfølgelig af
med nogle Pengebøder, men det var dog bedre end at
skulle af med Hovedet.
Den 22. December blev de Dømte ført til Retterstedet
midt paa Torvet foran Raadhuset. Deltagelsen var stor,
der var »saadant et grædeligt Skrig, ja Jammers Klage
og Lyd, at man med Sandhed kan sige, ej have været
236