267 / 331
16 Mand, de eneste Danskere, man saa ved den Lejlighed.
For den danske Skipper havde taget Fejl af Sejlløbet og
sat Skuden paa Grund ved Saltholmen med hele Ekspedi
tionsstyrken om Bord.
De Sammensvorne rasede, og Bartholomæus skrev
vredt til København, at der maatte være Forræderi med
i Spillet, men snart efter fik han til sin store Forbløffelse
at vide, at en Kreds af Hoffet beskyldte ham for at være
Forræder sammen med de øvrige Malmöborgere. Det var
hele den Kreds af Hoffet, der hele Tiden havde været
imod Planen, som nu begyndte at træde offentligt frem.
Bartholomæus forsvarede sig med Næb og Klør, og selv
om det til sidst lykkedes ham at overbevise alle om sin
Uskyld, blev der ikke gjort yderligere Forsøg, hverken i
Januar, den 2. Februar, da Malmö var totalt blottet for
Svenskere, eller senere i Marts Maaned, skønt Bartholo
mæus blev ved med at skrive og anraabe om Hjælp hver-
gang der var et egnet Tidspunkt — man havde aabenbart
glemt Malmös Borgere for alt det, der skete omkring
København paa den Tid.
Bartholomæus’s Situation i Foraaret 1659 var fortvivlet,
al Tillid og Sammenhold mellem de Sammensvorne var
forsvundet, og han forsøgte Gang paa Gang at rømme
bort fra Landet; men først den 16. April sprang Bomben.
Svenskerne havde længe haft Fornemmelsen af, at der
var noget i Gære og havde forgæves forsøgt at faa opkla
ret, hvad det var, ved Hjælp af Spioner og Forespørgsler
hos Byens Magistrat, der fuld af Harme forsikrede, at
noget saadant kendte de skam ikke til, alt var roligt i
Byen — man havde nemlig ikke forsøgt at faa Bystyret
med i Sammensværgelsen paa en Undtagelse nær, den
ene af Borgmestrene, Evert Wildfang, der havde givet et
» saa lunkent Svar, at man opgav ham totalt. Han vidste
altsaa, hvad der var i Gære, men skulde jo nok tie stille
med sin Viden. Men saa tilsmilede Heldet Svenskerne. I
April skrev nemlig Bartholomæus’s Slægtning, Johan
Steman, uvist af hvilken Grund, en omhyggelig og detail
leret Beretning om hele Sammensværgelsen og sendte
235