278 / 331
saa længe de har Brug for hans Hjælp. Men naar Arbej
det. er endt, er Tjenesten glemt; og Folk holder ikke af
at blive mindet om modtagne Tjenester.
*
Men det hele vendte sig brat, da Carl d. X Gustav gik
i Land i Korsør den 8. August. Ingen havde ventet dette;
ingen kunde tænke sig at staa en Vinter til igennem som
den sidste . . . med nye Plyndringer, nye Rædsler. Haab-
løsheden var ved at gribe alle. Adelen styrtede atter af
sted fra sine sjællandske Gaarde, ind til Hovedstaden,
som dog var befæstet og derfor rent traditionelt betragte
des som det sikreste Opholdssted, naar Fjenden var i
Landet. Kornet var endnu ikke høstet, alt Arbejde paa
Markerne standsede, og atter dukkede omstrejfende min
dre Afdelinger af svenske Soldater op. De tog straks fat
paa Udskrivning af Skat og Levnedsmidler. Plyndringerne
begyndte igen. Soldaterne var i Øvelsen fra sidste Vin
ters Besøg.
Carl Gustavs overmodige Svar til de danske Udsen
dinge, som mødte ham i Ringsted, vendte Stemningen
hos det danske Folk. Mismodet afløstes af en Harme, der
hurtigt udviklede sig til Enighed og forbitret Modstands
vilje. Hans Ord om, at han først vilde forklare Aarsagen
til, at han nu kom igen, trods Freden, naar han havde
erobret hele Danmark, var mere end det danske Folk
kunde bære med Taalmod. Igen føltes den samme Enhed
i Folket, ikke længere nogen adskillende Kløft mellem
Stænderne. Snart samlede alle Kræfter sig om at redde
Rigets Hovedstad. Man vidste, at Adelens og Geistlighe-
dens Privilegier ikke blot stod for Fald, men at de alle
rede i Praksis var slettet ud. Nu arbejdede Adelsmanden
ved Borgerens og Soldatens Side paa Voldene — Studen
ter og Haandværkere stod sammen med de Gønger, der
var ilet København til Hjælp. Følelsen af, at hver Mands
Eksistens nu var truet i samme Grad, skabte en Enighed
og Begejstring, som efterhaanden formedes i en national
Bevidsthed, som man ikke tidligere havde kendt. Og Kon
246