fortalte dig hvordan. Derfor siger jeg os at være fuldt saa
gode som Adelsmænd og noget lidt derover.«
Her finder vi Udtryk for den Følelse, som den fælles
Kamp for Frihed vakte hos Bonde og Borger over for
Adelen. Følelsen af eget Værd og Frihedens Lykke var
ganske ny hos disse Folk, og i disse farefulde Tider faldt
det ganske naturligt, at en Mand som Ib siger til den for
nemme Jomfru Julie Parsberg paa Jungshoved Slot: »Af
standen mellem os er endda kortere, end I mener.« Eller,
da han tilbyder Gøngehjælp til Fru Elsebeth Buchwald
paa Høvdinggaard og hendes unge Datter: »Har da Skjold
eller adeligt Mærke hidtil været i Stand til at værge for
den naadige Frue?«
Det er den menige Mands Opkomsttid. Han vinder Aner
kendelse; noget han aldrig før har smagt.
Gøngehøvdingen og hans Følgesvend, Ib, bringer deres
Sølvskat direkte til Kongen paa Rosenborg Slot i Køben
havn. Kong Frederik den Tredies Tak til Gøngehøvdin
gen former sig i Ordene: »Gud være med dig, min ridder
lige Helt!« Grebet af Hjerteligheden i Kongens Tak bøjer
Svend Gønge Knæ for sin Konge og siger: »Næste Gang
maa I forlange mit Liv.«
Dette foregik Dagen efter Roskildefreden, og alle mente
vistnok, at Fjendtlighederne nu var forbi. Der blev in
gen Fred, næppe nok en Lempelse af Krigens Kaar ude
i Landet. Men Afspændingen i Landets farefulde Situa
tioner føltes dog akkurat saa meget, at Slaphed og Mis
mod fik Tid til at brede sig. De høje Herskaber vendte
tilbage til deres Gaarde — og fandt de fleste Steder Skabe
og Kister tomme. Hvem havde plyndret? Fjenden havde
vel taget det meste; men af gammel Vane rettedes Mis
tanken ogsaa mod Egnens Befolkning. Heltene gled lang-
, somt tilbage i Hverdagens Ubemærkethed — og maatte
stadig møde det bebrejdende Spørgsmaal fra dem, der
havde unddraget sig Kampen og Ofret: hvad fik du for
din Møje? Du kunde havde ladet dig dræbe; ingen vilde
havde lagt Mærke til det. De store smigrer nok nu Svend
Gønge, kalder ham Kaptajn, giver ham skønne Klæder,
245