103 / 252
104
og tog Sagen op, og omsider endte
»den store Lock-out
«ved Forliget
af 5. September 1899, hvorefter Arbejdet optoges den 9. September.
Forliget blev naturligvis fortolket til begge de stridende Parters
Fordel, men Arbejdsgiverne tor dog vist med Rette hævde som
noget, der var vundet, at de havde faaet anerkendt forskellige
Krav, f. Eks. Retlen til at lede og fordele Arbejdet; endvidere at
det erklæredes for utilladeligt at lægge Hindringer i Vejen for saa
stor en Arbejdsydelse fra en Arbejders Side, som hans Evner og
Duelighed tillod; at man erkendte Retten for Arbejdsgivernes
Tillidsmænd, f. Eks. Formænd, til at staa udenfor Fagforeningerne,
og endelig, al man havde faaet faste Bestemmelser om Arbejdet
for gennem Lovgivningsmagten at faa opretteten permanent Vold
giftsdomstol til Bedømmelse af Brud paa Forliget, udrustet med
Retlen til at tilkalde Vidner.
For Arbejdsgiverforeningen betød hele denne slore Lock-out
en Styrkelse af Sammenholdet og en betydelig Tilgang af Med
lemmer. For Jærnindustriens Forhold lil Arbejdsgiverforeningen
var Lock-outen Vejen til, at dens 4 Mesterforeninger fra at være
Industriens »urolige Hjørne« blev en af Arbejdsgiverforeningens
sikreste og mest konsoliderede Afdelinger.
Og Forliget blev derfor ogsaa hilst med temmelig ublandet
Glæde, ikke alene som en Udgang af en Konflikt, men ogsaa som
en hæderlig Afslutning. Det vedtoges paa Fabrikantforeningernes
Generalforsamling den 6. September, hvorefter Medlemmerne i
stort Antal deltog i en nogenlunde improviseret Fællesspisning
paa Hotel d ’Angleterre.
Efter Lock-outen tik Fabrikantforeningen endnu en Arbejds
standsning, idet 19 Formere den 20. Oktober nedlagde Arbejdet
hos Smith, Mygind
&
Hiitlemeier, fordi de ikke vilde arbejde
sammen med en Mand, der stod udenfor Fagforeningen. Former-
forbundet erklærede sig villigt til at lade Arbejdet optage straks
og lade Konflikten afgøre ved Voldgift, naar vedkommende Ar
bejder fjernedes, indtil Kendelsen faldt; dette blev afslaaet, hvor