ForeningenAfFabrikanterIKøbenhavn

147

nærmere Samarbejde mellem de industrielle Fag under Arbejds

giverforeningen, og gennem Fælleskommissionens Arbejde naaede

man til Dannelsen af Industrifagene. Tanken fandt vel fra Be

gyndelsen af ikke nogen helt gunstig Jordbund i Arbejdsgiver

foreningens Ledelse, men Etatsraad Andersen lod sig dog hurtigt

overbevise om, at man ikke tilsigtede nogen Sprængning af Ar

bejdsgiverforeningen, men tværtimod en Styrkelse ved at samle

Industrien, og de gunstige Virkninger med Hensyn til Forholdet

mellem Arbejdsgiverforeningen og Industrien viste sig meget snart.

De Uoverensstemmelser, som Direktør Hauberg omtaler i »De

første 19 Aar indenfor Foreningen af Fabrikanter i Jærnindustrien

i København«, blev hurtigt glemte, og det var efter udtrykkeligt

Ønske og Opfordring af Etatsraad Andersen, at Direktør Hauberg

i 1906 gik ind i Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget.

Nægtes kan det ikke, at Forhandlingerne i Arbejdsgiverfor

eningens Hovedbestyrelse i Aarene 1906 og 1907 ikke var lutter

Idyl. Industrien var utilfreds med de høje Timelønninger, som Byg-

ningshaandværkerne betalte deres Folk, medens Haandværkerne

paa deres Side hævdede, at Fortjenesten for Industriens Folk var

langt større end Haandværkernes,dels fordi Haandværkets Arbejde

var Sæsonarbejde, og dels fordi Industrien i langt højere Grad end

Haandværket brugte Akkord. Industriens ledende Mænd mente,

at en nærmere Sammenslutning indenfor de industrielle Virksom

heder ogsaa vilde styrke Haandværkerne iModstanden imod urime

lige Krav fra Arbejderside, og i et Hovedbestyrelsesmøde i Arbejds

giverforeningen den 8. Januar 1908, hvor Arbejderne havde opsagt

en Del Overenskomster, indledede Ingeniør Foss en Forhandling

om dette Spørgsmaal, og Hovedbestyrelsen sluttede sig til ham

og vedtog følgende Udtalelse:

»Den økonomiske Krise og Udsiglerne til vanskelige Tider særlig i

Byggefagene gør det til en Pligt for Arbejdsgiverforeningen og dens Under

afdelinger for Tiden at modsætte sig saavel Arbejdernes Lønforhøjelser af

almindelig Karakter som Forkortelse af Arbejdstiden.«