85 / 252
86
ikke ved Arbejdsgiverforeningens Stilling blev nødt til enten at
melde sig ud eller forlige sig med Minimallønnen — men saa
fandt man paa den Udvej, at man ordnede sig i Mindelighed
med Modelsnedkerne og saaledes hverken fik Minimalløn eller
Voldgift.
Med Støberiarbejdsmændene gik det ikke saa godt. Her fandt
man sig i sin Skæbne og gik til Voldgift, hvis Opmand blev da
værende Direktør Bramsen. Voldgiftskendelsen faldt den 8. Juli,
og den skulde staa ved Magt mindst et Aar. Det viste sig imidlertid
hurtigt, at forskellige Punkter i Kendelsen fortolkedes forskelligt.
Det naturligste havde nu været, at man havde vist den tilbage til
Voldgiftsretten med Anmodning om at faa at vide, hvad der stod
i den. Det foreslog Fabrikantforeningen, men det vilde Arbejds
mændene ikke; de paaberaabte sig, at Kendelsen var falden, og
nu var det rimeligst, at Fortolkningen henvistes til det saakaldte
»Fællesudvalg«, som under den 26. April 1898 var dannet ved
Overenskomst mellem Arbejdsgiverforeningen og De samvirkende
Fagforbund som en midlertidig Institution, indtil den i Forliget
af September 1897 omhandlede Arbejdsdomstol kunde blive op
rettet. Først hen i November kom Forbundets Indankning af de
foreliggende Stridsspørgsmaal frem for Arbejdsgiverforeningens
Bestyrelse, som spurgte, om Fabrikantforeningen havde noget at
indvende imod at lade Fællesudvalget afgøre Sagen.
Fabrikantforeningen svarede imødekommende, men stillede
paa direkte Foranledning fra Arbejdsgiverforeningens Bestyrelse
den udtrykkelige Betingelse, at der skulde gives Fabrikanterne
Adgang til mundtligt eller skriftligt at fremsætte Motiveringen af
deres Fortolkning af de omstridte Punkter. Herefter ventede man
taalmodigt paa at faa en Tilsigelse til et Møde; der kom ingen
Forhandling, derimod fik man i Janua r Maaned 1899 Fællesud
valgets Kendelse, som gik Fabrikanternes Opfattelse ganske imod,
ja endog paalagde dem Sagens Omkostninger. Først længe efter
fik man at vide, at Forklaringen paa denne Sags mærkelige Forløb