84 / 252
stab, men ogsaa, og maaske fortrinsvis, paa dens Ledere, der i
Almindelighed ansaas for at være angrebne af en permanent
Lock-out-Syge — en Anskuelse, der ganske sikkert i Tidernes
Udvikling har givet Plads for blidere Følelser.
Men den Gang saa man ofte hellere Jærnindustriens Mænd ude
af Døren, end man vilde tage
dem med paa Raad, hvad der
ogsaa kom stærkt frem ved de
iøvrigt ganske ubetydelige Kon
flikter, som Aaret bragte med sig.
Saaledes f. Eks. ved Forhand
lingerne medStøberiarb ej der ne
og Modelsnedkerne, gamle Sa
ger fra 1897.
Modelsnedkerne forlangte 40
Øre Minimalløn, og forskellige
andre Krav opstilledes; senere
omsattes Fordringen om Mini
mallønnen til et Krav om en
almindelig Lønforhøjelse, og
even tue l t forlangte Fag fo r
eningen Spørgsma alene afgjorte
ved Voldgift. Alt, lige fra Minimallønnen til Lønspørgsmaals Af
gørelse ved Voldgift var imod Fabrikantforeningens hele Fortid,
og den bragte derfor Sagen frem for Arbejdsgiverforeningen, som
i sit Svar af 15. Marts hævdede, at Fabrikantforeningen burde »op
give sin Vægring ved at lade de paagældende Spørgsmaal afgøre
ved Voldgift«, thi »efter Arbejdsgiverforeningens Vedtægter bør de
foreliggende Spørgsmaal nemlig absolut underkastes en Voldgifts
afgørelse, naar mindelig Overenskomst ikke kan n a a s . . . .« et
Standpunkt, som faldt Fabrikantforeningen svært for Brystet, og
som Arbejdsgiverforeningen nu forlængst har opgivet.
Der holdtes Generalforsamling derom; man drøftede, om man
Vald. Helsing.