130 / 143
hvortil der knytter sig en særlig Funktion, stilfulde og »pæne«.
Man ser dem og glæder sig over denne eller hin Skulptur, men
man »bor« der ikke saadan som paa Blaagaards Plads. Fra tid
lig Morgen til ud paa Aftenen er her et levende myldrende Liv.
Men det er ikke et Liv, der skabes af dem, som for et Øjeblik
unddrager sig den hektiske Hverdag. Nej, Blaagaards Plads er
ikke Skueret for Turister, men Beboernes Ejendom. Det er først
og fremmest Børnene, som ejer den. En Vinterdag er Forsænk
ningen en eneste Labyrint af staalblanke Glidebaner. Brystnin
gerne er Barikader, der angribes med Snekugler, stormes, ind
tages, stormes igen og tabes. Om Foraaret begynder Pigerne at
sjippe Tov, eller hinke Ruder, hvis ikke de finder sig en sol
varmet Plet til Nipsenaalene. Drengene slaar Knald med Sejl
garnspisken og faar Toppen til kaadt at danse gennem Luften,
medens andre i ivrige Smaagrupper udløser Hæmninger og Kom
plekser i lidenskabeligt Klinkespil, hvis de ikke udfolder deres
Heroisme paa anden Maade. En yndet Leg ved Foraarstid at
»vinde Land«. Man slaar en Kniv i den fugtige Jord og bliver
den staaende, trækker man Streger, der markerer ens Erobringer.
Langs Blaagaardsgade gaar Handelen livligt fra Vognene. Og
fra Bænkene ser Kvarterets gamle til, fordyber sig i Minder,
eller maaske de ved at kikke op i de spinkle Løvkroner drøm
mer sig til en Skovtur.
Og ved Folkemøder er hele Pladsen som en sydende og
boblende Gryde, næsten som Kai Nielsens Figurer, sprængende
den Kube, de er presset ind i. En lyttende og opmærksom Skare
omkring Talerstenen hist og her, i Yderkredsen, Smaagrupper,
der ivrigt diskuterer en Passage i Talerens Foredrag, medens an
dre, unge og kaade med Troldglimtet i Øjet, kun er paa Vagt
efter et Ord, som kan trække Munterheden frem og Kaskader
af Latter med sig. Og endelig de gamle paa Bænkene, der heller
ikke rigtigt følger med, men fortaber sig i Fortiden, vakt i deres
Erindring ved et Ord fra Taleren.
En Overgang kunde man ved alle offentlige Møder, — lige
gyldigt af hvad Art, religiøse eller politiske, moderate eller yder-
liggaaende, — se en lille Mandsperson i mørkt Tøj, stiv Hat og
sort Slips staa i ophøjet Ensomhed med en dybblaa Fane smyk
ket med gyldne Symboler. Han repræsenterede en Organisation
for »Sandhed og Ret«, hvis eneste Medlem var ham selv.
126