BlaagaardsKvarteret

vil staa silhuetagtigt op med Lysflammen bag dem, medvirke til

ogsaa oppe til Vejrs at fremkalde Virkningen af Mylder.«

Saaledes var den oprindelige Plan. Den færdige Plads kom

til at se lidt anderledes ud. Smedejernslygterne mangler og de

opgivne Emner paa de store Sten ved Talerstolen erstattedes

med legende Børn. løvrigt forestiller Figurerne, naar man fra

Talerstolen gaar mod Blaagaardsgade og Turen rundt: Først

en »Fiskerkone«, dernæst »Fyraften«, udtrykt ved, at Mand og

Barn begge spiller Harmonika. Medens Fiskerkonen repræsen

terer Handlen, har vi som tredje Figur Repræsentanten for selve

Haandværket, »Fiskeren« med Baad og Fangst. Derefter følger

»Smeden« i Færd med at forarbejde en Hestesko. Saa kommer

»Snedkeren« og »Gartneren«, der vurderer sin Høst. Den næste

Gruppe er en Brolægger og ved Siden af »Bageren« og længere

fremme »Skræderen«, og i Hjørnet »Stenhuggeren«. Hermed har

vi passeret den ene Langside, parallelt med Todesgade kommer

saa »Bødkeren« og »Mureren«, »Skomageren« og »Slagteren«.

Paa det sidste Stykke hen til Talerstenen har vi Gruppen »M id

dag«, Manden der spiser. Den sidste Figur er »Grønthandler

konen«.

Kritikens Dom:

I »Tilskueren« skrev Chr.

Engelstoft:

»Se paa den gamle

Kone, denne vidunderlige plastiske Figur, se paa hendes gnavne

og dog saa elskværdige Ansigt, hendes stakkels syge, men saa

forfærdelig grinagtige Mave. Her berettes ikke mere blot om

Rædslen ved at ældes, men ogsaa om det harmoniske ved at

blive gammel«. Og som en samlet Vurdering af hele Komposi

tionen: »K ai Nielsens Ærgerrighed er uden Grænser. Mere end

nogen anden kæmper han for at skabe den store Kunst«.

Det var dog ikke udelukkende Lovord, der hørtes om Figuren.

Mange Kunstkritikere har i høje Toner beklaget de stakkels

Arbejdere, der var tvunget til at se paa disse rædselsfulde Figu

rer. Og som en fælles Generalnævner for denne Kritik kan føl

gende tages:

»Hele Arrangementet er tænkt som en Arbejdets Apoteose.

Det er ganske ubegribeligt at Kai Nielsen ikke, saasnart han

hade den første Gruppe færdig i Ler saa, at den udtrykte det

stik modsatte. Nedtrykthed, Tyngde, Underkastelse under det

uundgaaelige, udtrykker disse Skikkelser baade ved deres una

124