BlaagaardsKvarteret

anbefalede at anbringe det udenfor et af de store Bryggerier,

»maaske saa Ledelsen af disse kunde indse, at det kun var Daar-

ligdom, de arbejdede for«.

Afdøde Undervisningsminister

Borgbjærg,

der den Gang og-

saa hade Sæde i Byens Raad, og som jo hade sin Valgkreds

i Kvarteret, var ogsaa Modstander af den obskøne Figur. I sit

Indlæg udtalte han bl. a.: ». . . som sagt, stod det fra gammel

T id i en middelalderlig flamsk By, vilde jeg ikke tage Forargelse

af det, men nu at rejse det midt i et Arbejderkvarter, paa Blaa-

gaardsplads, i Hjærtet af den Befolkning, der gennem en Men

neskealder er gaaet i Spidsen for højere Kultur — Fremskridt

o. s. v., forekommer det mig ikke tiltalende«.

Ved en senere Behandling var der ogsaa indkommet en Pro

testskrivelse fra københavnske Afholdsfolk. Enkelte Medlemmer

af Borgerrepræsentationen fandt det noget anmassende af »disse

Folk«. Hertil blev der fra anden Side hævdet, at naar der var

over 200,000 Afholdsfolk, maatte de vel ogsaa have en Mening

og baade i Tale og Skrift kæmpe for deres Synspunkter. — løv

rigt var Frisen paa Vandkummen en utilsløret Forherligelse af

Drikkeriet, saa der var vel god og fornuftig Grund til for Af-

holdsfolkene at protestere mod Opstillingen. Men ogsaa Bryd

ningen i Tidens Kunstopfattelse lagde sit Lod i Vægtskaalen

mod Springvandet. Disse Ting i Forening avlede den Modstand,

som fik Forslaget til at falde. Sagen blev stillet i Bero til 1913.

I Mellemtiden blev der under Haanden ført Forhandlinger

med Billedhuggeren

Kai Nielsen.

Resultatet af disse Forhand

linger blev, at Kai Nielsen udarbejdede et detaljeret Forslag,

som han indsendte til Borgerrepræsentationen.

Dette Udkast var saa væsensforskelligt fra alt andet Skulp

turarbejde paa vore offentlige Pladser, at det alene af den Grund

affødte en lang Debat. Der næredes bl. a. Ængstelse for Skulp

turerne, fordi de skulde opstilles saa nær Jorden. Man var bange

for, at de skulde lide Overlast ved Stenkastning og Molestering

paa anden Maade. At disse Kunstværker med Tiden skulde

komme til at mangle baade Næse og Øren var et fremherskende

Tema i Debatten. Men ved en indgaaende Drøftelse af Kai N iel

sens Arbejdsmetode klarede man Spørgsmaalet. Men helt uden

Grund har denne Ængstelse ikke været. Det har desværre vist

sig, at enkelte af Figurerne har været udsat for Hærværk.

120