129 / 143
turligt sammenbøjede og sammentrængte Holdning. Og ved de
res Ansigtsudtryk, der vidner om Forkuelse og dump Haabløs-
hed. Saa langt som muligt fra en Symbolisering, endsige en For
herligelse af den moderne Arbejderklasse, der netop er rank og
har vældigt Albuerrum.«
I
Knud Bokkenheusers
lille Bog om Nørrebro kan man læse:
» . . . maa det maaske være paa sin Plads at udtale en dyb og
alvorlig Beklagelse af den Mishandling af al god Smag og kunst
nerisk Fornuft, vor T id har gjort sig skyldig i ved at lade Billed
huggeren Kai Nielsen »udsmykke« Blaagaardsplads. Et værre
Rædselskabinet kan man ikke tænke sig med dets forvredne og
forhuggede Figurer«.
Poul Henningsen
har sin egen, men ikke urigtige Opfattelse
af Figuren. I »Vor T id«, 1918, skriver han: »Kai Nielsens Figu
rer paa Blaagaards Plads tilfredsstiller i fuldt Maal den første
Betingelse, der stilledes til dem, helt at indordne sig den Ramme,
som Arkitekt Ivar Bentsen har skabt, men først nu, hvor de fire
opragende Hjørnegrupper er opstillede, er der over Billedhugger
værket blevet noget af det frie enkeltvis voksende, som man har
savnet.
Den almindelige Uvilje mod Blaagaards Plads er et interes
sant Fænomen for sig. Den er nemlig udsprunget af en glædelig
vaagnende Forstaaelse af kulturelle Værdier. Arkitekterne har
selv lært Folk om Træernes Skønhed, og saa sløjfes her flere
Rækker, og Pladsen omdannes til Stenørken. Den vaagnende
Forstaaelse viser sig fuldt saa vanskelig at arbejde med, som
Uforstanden.
Det, der gør Blaagaards Plads saa god, er netop den kon
sekvente Pointering af det væsentlige. Sten er Sten. Pladsen var
i Grundplanen udmærket før, over dens Firkant er Forsænknin
gen skabt, og til Erstatning for de tilsyneladende temmelig gas-
forgiftede Træer strømmer nu Himlens uforfalskede Lys ned
over Børnene. Blaagaards Plads staar foreløbig som moderne
Skulpturs og Arkitekturs eneste storslaaede og gennemførte Re
sultat paa Byens Gader og Torve«.
En afsluttende Bemærkning.
Der hviler en egen Stemning over Blaagaards Plads. De fleste
2
if vore Pladser og Torve er, naar man altsaa undtager dem,
125