187 / 448
—
180
—
„men jeg skal
per dio!
ikke oftere lade mig saalunde
overtale. Jeg har virkelig for at berolige min Samvit
tighed sammenstykket en Prolog; men Moloch har —
som fordum med de smaa, nyfødte Børn — allerede
krystet den til sit gloende Bryst“. Til Studenterfor
eningen faaer han dog stillet paa Benene en „Prolog
til Damerne“ x), og heri skildrer han det Kompagni, han
dernede har sluttet sig til, og som danner en Modsæt
ning til de Lærde, der staa i Forbund med Minervas
Ugle, „som langsomt svæver hen i Nattens Skjul paa
Søvngudindens Spor“. Han siger:
Hin Fugl har klækket ud en Flok
af Børn, som hendes Viisdom arve,
som bære hendes alvorsfulde Farve
og ere lærde, Gud veed, mer end nok.
Men se, et andet Kuld hun frembragt har,
hvis Fjederham har tusende Kulører,
hvis Stemme klinger jublende og klar
og tidt et morderligt Spektakel fører,
der chagrinerer slemt den satte Ugle.
Og disse kaldes — kan De tænke! —
Spøgefugle!
Af dem er sanket her i dette Bur
en Sværm, som kjæk og fuld af Løjer
tør efterligne hin fortryllende Natur,
hvis Smil kun deres Mod forhøjer,
ifald det ellers kan formeres.
(den slanke Pil kun graciøst sig bøjer,
det Bedste, veed De, bedst parodieres!).
I Drikkeviserne til Soldene priste han
Druer og Toner og Kjærligheds Glæde, —
det var en Treklang, en stolt Harmoni.
x) Sml. Digtn. I, S, 123.