199 / 448
—
192
—
selv eller han og hans Moder ere Forfattere til disse
Fortællinger. Imidlertid bærer hun Masken med Gratie.“
Efter
H P. Holsts
Opfattelse, som han har udtalt til
mig, har
Heiberg
meget mere end figurligt ment Hvad
han i sin Afhandling „Lyrisk Poesi“ udtaler i disse Ord:
„Ligesom der gives Mennesker, der altid ere velkomne
i et Hus, andre, hvis Nærværelse, naar den meldes
Husfolkene, fremkalder et Skuldertræk eller en Rysten
paa Hovedet, saaledes horer Chr. Winther til de Lykke
lige, som altid ere velkomne i Literaturens Hus; thi,
saasnart han lader sig melde, veed man i Forvejen, at
han vil berede En Nydelse, i hvad Dom man end
kommer til at fælde om Det, han bringer.“ Efter Fru
Heibergs
Udsagn til mig, fandt dog hun og hendes
Mand Chr. Winther lidt for exalteret, „lovlig begejstret
over Det, han nu faldt paa at sværme for“ ; paa den
anden Side morede de sig ved at føre ham ind paa et
Tema, der begejstrede ham; thi da kunde Samtalen
blive interessant, og han ydede Stof, som udvidede
den og førte den fremad. Da kunde han udtale sig
aabent og uforbeholdent; men
Heiberg
beklagede hans
„Mangel paa Kurage“ til
offentligt
at staa ved sine
Syrn- eller Antipatier. Til
H. P. Holst
udtalte
Heiberg,
at han fandt det lidet tiltalende, naar Winther altid lod,
som om hans Digtninger vare ham selv ligesaa lige
gyldige som Andres Dom over dem; dette gjorde sig
ogsaa gjældende overfor Roes fra
Heiberg,
hvilket
krænkede denne og maaske bidrog til igjen at fjærne
disse to Digtere noget fra hinanden. — Der er noget
Forbeholdent i disse Ord af Winther i et utrykt Brev