202 / 448
—
1 9 5 —
Tidsalder, en smuk Undtagelse, som man maatte ønske
kunde blive til en Hovedregel. Hvoraf veed jeg det?
Bærer jeg ikke dagligen og betragter timeligen, om
ikke minutligen, en Elev af hendes ædle Hjærte? Har
ikke det Uhr, som jeg — uværdig — nu bærer i min
højre Vestelomme, hele Dage igjennem hvilet ved hen
des Hjærte og
der
lært tilgavns dette regelmæssige,
sindige, uforanderlige Dikkedik? Hils hende fra mig, og
siig hende alt det Smukke, som jeg gjærne vilde, men
ikke værdigen
kan
føre i Pennen“ x). „Du er en lyk
kelig Mand, der har en saa from, flink og velsignet
lille Husengel. Hils hende fra mig saa hjærteligt, som
der kan og tør hilses“ 2). Til hende selv skriver han
i en senere Tid: „Naar jeg siger Dem, kjære Frue, at
De er en blandt de unge Koner, for hvem jeg har den
mest ubetingede Agtelse og Respekt, og, naar jeg for
sikrer Dem, at jeg holder af Dem, som om De kunde
være min Søster, saa gjør jeg dette, ikke fordi jeg
troer derved at sige Dem noget Behageligt, men ene
og alene for at give Sandheden Magt, og for min egen
Skyld. Thi jeg vilde dog nok, at De, som kjender
mig og har seet mig i saa megen Svaghed og Fejl-
fuldhed, ogsaa skulde mindes om, at jeg ogsaa
forstaaer at sætte ret Pris paa Hvad der er ædelt
og godt. — De har vist tidt og ofte hørt mig er
klære, at Kvindekjønnet, ifølge min Erfaring og An
skuelse, var den bedre, renere Del af Menneskeheden;
og, om end
min
Mening ikke kan have stor Vægt,
saa maa jeg dog gjentage den her som Noget, der er
min fulde Overbeviisning. Naar jeg nu har ytret Sligt
x) „Breve fra og til C. W .“, S. 36. 2) Smsteds S. 39.
•
13
*