208 / 448
—
201
—
Skrivelse, som jeg længes meget efter — dog ikke af
Nysgjerrighed; siig ham det, og hils ham mange
Gange. Hans to smaa Fortællinger1) har jeg faaet og
fundet — prægtige, (misforstaa mig ikke!) sunde, rene
skjønne og langtfra ubetydelige. Jeg kan ikke tro, det
er Forkjærlighed eller Upartiskhed, der faaer mig til at
dømme saaledes; men jeg troer vel, at Kontrasten af
det andet danske Literatur-Jux bidrager til en forhøjet
Nydelse af det Simple og Rene og Poesiaandende —
om ogsaa svagt. . . .“
28de Juni 1840. „Fra Chr. Winther, min tro Ven,
der har forladt mig alle mine Synder, fik jeg forleden
et behageligt Brev“.
Der er desværre ikke opbevaret noget af Winthers
Breve til
Aarestrup,
saa Forholdet lader sig ikke
belyse fra denne Side. Vi vide kun, at det ikke har
været Andet end Dovenskab, der har bevirket Winthers
af
A a restrup
saa tidt beklagede Tavshed; han satte
stor Pris paa denne sin Vens Breve og siger selv, at
det er underligt, han i Forhold til ham staaer i Brev-
gjæld til op over Ørene, da hans Breve ere en sand
Nydelse for en Bonvivant2). Om hans Digte siger han
(1840): „Trods alt Det, der mueligen kan siges mod
enkelte af hans lyriske Digte, saa besidder største Delen
dog en saadan Friskhed, Glans, Ynde og Kraft, Nyhed
og Originalitet, at de vel fortjente mere Opmærksomhed,
end der hidtil er blevet dem til Del. Efter
min
Følelse
har
Aarestrup
ti Gange saa megen Vægt som
\F. Ji\
Hansen
-J~
\H. Ci\ Andersen
-¡-
\H. P
.]
Holst
, uagtet
i) „Et Rejseæventyr“ og „Hesteprangeren“, Sml. Skr. VIII, S. 1
og 35. 2) Se Breve fra og til C. W., S. 65.