212 / 448
Jeg kjendte samme Mand slet ikke, men havde blot
hos Skuespiller
Nielsen
en Aftenstund hørt en af Ro
mancerne forelæses og sad netop næste Aften i Studenter
foreningen og vilde, fuld af Glæde over Digtet, fortælle
den døve
Fabricius1)
Noget derom, da En slog mig
paa Skulderen og sagde: „De maa ikke tale mere
derom, Hr. Winther; thi det er mig, som har skrevet
denne Sang“. Paa denne Maade kom jeg i Bekjendt-
skab med ham; det lader til at være — idetmindste —
et ret
morsomt
Menneske. Romancerne ere udkomne,
og Du faaer dem snart at se; den første især er smuk2) “.
Kort Tid efter var Winther sammen med
H. Hertz
og
F. J . Flansen
indbudne til
N . P. Nielsen
for at høre
denne forelæse et af
Holst
forfattet dramatisk Stykke i
1 Akt: „Cai Lykke“, som de skulde bedømme3). I
Efteraaret 1834 hjælper Winther
Holst
med at samle
en poetisk Nyaarsgave og kalder ham da i et Brev
„min Ven
H o l s t
hvilket Udtryk jo ogsaa findes i
Indledningsdigtet til dennes Oversættelse af „Judith“.
Senere fandt Winther ham ikke paalidelig nok, i alt
Fald som Poet. Han kunde læse et Digt af ham og
saa sige: „Det er virkelig smukt! Hvor mon han har
det
fra?“ ; thi han vidste jo, at
Holst
plagierede4).
„Nej han stjæler
f o r
meget“, sagde Winther til
Ager
skov,
og, da denne svarede: „Jamen, det er der ingen
Straf for!“, sagde Winther: „Der er ogsaa literære
Frederik F.,
Viceinspektør paa Regensen. 2) „Svend Ive-
skjæg“. 3)
P. V. Jacobsens
Breve, S. 178. 4) Se f. Ex. „Naar mit
Øje er lukt“, sammenstillet med
Byrons
„The tear“.
Forresten
henviser jeg til
„H. P. Holst,
et Bidrag til den nyere danske Lite-
raturhistorie“ af Leonhard Groth o:
Grimur Thomsen,
og til
P. L.
Møllers
„Arena“.