216 / 448
Nu kom han og
Welhaven
altsaa personligt sammen,
og i flere Henseender følte Winther sig da ilde berørt
af
Welhavens
Adfærd. De mødtes i
Heibergs
Hus,
men oftest — saagodtsom daglig — i Studenterfor
eningen, hvor
Welhaven
havde sluttet sig til Winthers
før omtalte Kres. Hvad der hos den norske Digter
maatte skræmme Chr. Winther faaer man Begreb om,
naar man hører
Welhavens
Søstersøn Professor
J. E.
Sars
sige om h am *): „Han holdt helst Enetaler, lod
ikke gjærne Andre komme til Orde, viste liden Taal-
modighed eller Resignation, hvor det gjaldt at følge
Andres fra hans afvigende Tankegang. Indvendinger
syntes han mere at opfatte som Udæskning til Kamp
end som Invitation til Undersøgelse, og i denne Kamp
blev han for det Meste med Lethed Sejerhene, idet
han ved sin Stemmes Klang og sin stærkt opøvede
Ævne i at sige kaustisk-svidende Ting overvældede,
afvæbnede sin Modpart eller skræmmede ham fra at
fortsætte, hvorved han rigtignok ogsaa beiøvede sig
selv det Udbytte, som en rolig indgaaende Diskussion
kunde have bragt. . . . Han synes altid at have været
mere frygtet end elsket , ogsaa inden Kresen af dem,
der sluttede sig til ham, og hvis Idol han var. Han
var i høj Grad uvorn med sin Mund, og der er mange
Historier om , hvorledes han ikke betænkte sig paa at
slænge ud sine Indfald, selv, naar han maatte vide, at
han derved saarede og krænkede
dem
, han holdt a f . . .
Han havde mange Venner i Danmark; han færdedes
J) Kalenderen „Norge“ I. Se ogsaa
L. Dietnchson
„Svundne
Tider“, S. 203 13, og den udmærkede Skildring af
Welhavens
Person i
Arne Lochens
Bog om ham, S. 130 ff.
—
211
—
14*