221 / 448
—
216
—
første Øjekast mindst lover et Menneske med saamegen
Fantasi og Humor“.
I disse Aar holdt Winther ogsaa Omgang med
H C. Andersen,
hvilket jeg veed fra denne selv, og
som ogsaa fremgaaer af følgende Linier i det samme
Brev fra W. til
K n u d Sidenius:
„Andersen
skriver
en poetisk, Maanederne karakteriserende A lmanak1),
hvilken han, efter som den bliver til, kommer og fore
læser mig. Der er meget Smukt deri, men ogsaa me
get Pjat“. Stærk Sympati for
Andersen
røbe disse
Linier ikke — og heller ikke fremgaaer saadan af hans
Udtalelse S. 201 — ; skjøndt Forholdet mellem dem
altid vedblev med at være venskabeligt, kunde Winther
dog raillere ikke lidet over sin Kollega og lavede en
gang om ham det lille Vers:
Den gpde Hr. H. C.,
hvor han dog kan vaase!
Den 19de April 1833 skriver han alligevel venligt i
Andersens
Album ved dennes Afrejse til Syden og
priser hans smukke Sang og hans Hjærtelag.
Andersen
havde Aaret før i „Vignetter til danske Digtere“ skrevet
om Winther et Vers, som han anderledes smukt senere
formede saaledes:
I Marmor smulrer mangt et Navn herneden;
i „Træsnit“ Dit skal staa for Evigheden.
Winther var stræng overfor Alt, han skimtede Uær
lighed i, og det irriterede ham, da
Andersen
lod „Mu
latten“ opføres, udenat det var bemærket, at Stoffet
b „Aarets tolv Maaneder“.