226 / 448
—
221
—
hende tilbords, og hun nød da Tilværelsen ved hans
Side, eftersom hun fandt ham „ubeskrivelig fængslende
og interessant. Han vidste Saameget og forstod altid
godt at meddele sig, naar man saadan sad i al Hygge
lighed med ham; var der derimod Mange, blev han
mere tavs og ligesom bly; saa talede han ogsaa mest
sagte“. At hun var
Almides
Veninde, bevirkede natur-
ligviis, at han var særlig opmærksom imod hende. —
Ogsaa fra denne Periode foreligger der Breve fra
Chr. Winther til
Alvilde.
Den 8nde Febr. 1833 skriver han:
Kjære Aluilde!
I nogle Aar har jeg i min Nærhed bemærket et
hemmelighedsfuldt Væsen, et Slags elskværdig lille Alf,
„neckisch, aber lieblich, som — udenat jeg kan opdage
hvorledes — sender mig snart smukke bronzerede Blæk
horn, snart vidunderlige Skrivepenne, formodentlig røvede
af Svingfjedrene paa en eller anden fabelagtig Fugl
Dphinnistan, snart nydelig broderede Læsepulte, hvor
smukke brogede Blomster spire frem mellem de tørre
Bøger — Noget, som er
vieget
sjældent hertillands! —
Overalt, hvor jeg færdedes, paa Hav, tillands, i Dal,
paa Fjæld, i Syd, i Nord, i Kirker, Klostere og Templer,
i Huler og paa Snetoppe, forlod den mig ikke — idet-
mindste ikke i Erindringen.
Vilde
De
maaske give mig et godt Raad, hvorledes
jeg skulde kunne faa dette liflige Væsen at se Ansigt
til Ansigt?
Jeg har jo rigtignok i Fantasien dannet mig et
Billede af Samme, og — underligt nok! — det ligner
altid paa et Haar
Dem!