231 / 448
—
226
—
men mit Hjærte heftigt al Skjønhed tilbeder,
og det Maal af Saligheder
har jeg ofte tømt.
„Hvorom talte vi dog før?“
Om en vakker fransk Monsør,
som var med paa Grækertoget,
han, som kroget
lige gjør1).
„Han mig bad om mit Portræt!“
Naa, De skjænker ham vel det?
„Nej, De veed jo,
Hvem
jeg lofte
„det saa ofte?“
Det var Ret!
„Men De skulde hørt ham saa vred paa den Danske!
„En saa følsom blandt de Franske
„har jeg aldrig seet!“
Denne Hulvej er saa lun,
Lyngen nikker rød og brun,
rundtom mylre Blomster røde,
hvide, bløde
Blad og Dun.
Vil De sidde? Er De træt?
„Nej, kuns gjøre Toilet;
„Haaret kildrer mig om Næsen,
„dette Væsen
„er ej net.“
Ak, naar Vinden leger med Blomsternes Stilke
og med Lokkers fine Silke
gjør den ganske ret.
Kom, Veninde, sæt Dem her
bag de tætte Tjørnetræer;
giv mig Hatten, jeg den holder,
den kun volder
Dem Besvær.
*) Den før omtalte
Dumenil.