234 / 448
—
2 2 9 —
Se nu kun, hvor Solen den blinker heroppe
paa Kapellets gyldne Toppe
og paa Ruden
der1).
Hillemænd, en Bænk til Ti,
vi kun fylde lidt deri! —
Kan man se et
Belvedere
vel med mere
Fantasi?
Hele Søen for vor Fod,
Skyen rød af Solens Blod,
Landet spejlt i klare Vove,
rundt med Skove
overgroet!
Der
staar nu Kapellet; hvad kan det dog være?
Gjærne brød jeg ind, paa Ære,
havde jeg blot Mod.
Skyen truer sort mod Nord
som en Fængselshvælving stor;
men mod Vest, hvor Solen hviler,
Himlen smiler,
Freden boer.
Over Søens blanke Vand
gaaer en bred og gylden Rand;
Skoven Kysten huldt omringer,
Fisken springer
fast iland.
Ned ad Bakken Heste og Køer nu stiger,
og bagefter langsomt sniger
dorsk en Bondemand.
Himlen hvælver højt sin Sal;
hør i Skoven Gjøgens Gal;
se hist Farum, Kollekolle
og det bolde
Fredriksdal.
*) I dette og følgende Vers tales om et Udsigtspunkt ved
„Kaningaarden“.