235 / 448
—
2 3 0
—
Skal vi spørge Fuglen ad,
om hvor mange Aar i Rad
Deres Scepter De skal føre
og os gjøre
Dagen glad?
Nej, vi vil ej fristes; thi, tav den nu stille,
da min Taare maatte trille,
og jeg travrig sad.
„Bliv ej melankolsk, min Ven!
„Kom og lad os gaa igjen!
„Søen skummer hvid og bruser,
„Vinden suser
„over den.
„Denne Grangang er saa tyst;
„her er mørkt, men hist er lyst;
„knap man hører Fuglens Trille,
„Bølgen spille
„op mod K yst.“
Seer De vel den Amor af Sten, det Spektakkel!
Han med Vind og Vejr, den Stakkel,
døjed mangen Dyst.
Her blev Øjet frit engang!
Hvilken Udsigt, vid og lang!
Hor, i Søllerød det klinger,
der
det ringer
Aftensang.
Over Marken nu paaskraa
kan vi snart til Virum naa;
efter Faaret springer Drengen
over Engen,
hvor vi gaa.
Gaderne, de vrimler af støjende Glutter,
Hunden gøede, Bedstemutter
op fra Rokken saae.
De er nok saa træt og varm?
Hvil Dem trygt paa denne Arm!