236 / 448
— 2 3 1
—
Aftenpust i Hasselbuske
høres ruske,
højt med Larm.
Gaaer jeg ej for stærkt for Dem?
„Nej, saa naa vi hurtigst hjem;
„Seer De: Skyen dækker Egnen,
„snart vil Regnen
„komme frem.“
Rask vi holde Skridt, som vi gik efter Noder;
snart vi gjæste Deres Moder
i det lune Gjern.
Tavst er nu det Sangerkor,
som i Lyngby-Skoven boer;
fine Perledraaber glide
fra det hvide
Taageflor;
se, i Haven noget Hvidt!
Det er Fruen! — Bi kun lidt!
Den Manøvre her med Porten —
jeg har gjort den
jo saa tidt.
Kjæreste, min Frue! Her har De os atter.
Her jeg bringer Deres Datter,
Tørst og Appetit.
I November Maaned s. A. sendte han
Alvilde
en
versificeret Velkomsthilsen, da hun fra Lyngby vendte
tilbage til Kjobenhavn. Han maler Efteraarets Uhygge,
der ødelægger det blomstrende Liv paa den Skue
plads, hvor han og hun have sværmet sammen; han
siger da;
Der
, naar Aftenduggen faldt,
har Nymfæer, Immorteller
underfulde smaa Noveller
Dem saa hemmelig fortalt