240 / 448
-
235
—
Du dette Ord? — jeg
vil
tvinge Dig til at elske mig“ ;
hvergang det saae ud, som om Noget var umueligt,
attraaede han det saa meget heftigere. Tanken om
det Umuelige pirrede ham og drev ham altid frem. Op-
naaede han at mætte sin Attraa, svandt det Fængslende.
Fordi
Alvilde Muffelmann
altid var ubønhørlig, holdt
Chr. Winther saalænge ud i Kampen mod hende; hun
selv morede sig ved det Pikante i Situationen; hun
havde Intet imod at holde det gaaende paa denne
Facon — men heller ikke videre!
I Høst 1834x) sendte han hende Digtet „Alfens
Brud“ 2). Scenen i dets Begyndelse er, efter hendes
egen mundtlige Meddelelse til mig, henlagt til hendes
Bedsteforældres Landsted lige over for Sorgenfri, hvor
Pavillonen endnu staaer tilbage, den, i og ved hvilken
Søndagsgjæsterne hos
Tutems
om Sommeren samledes
efter Middagsbordet3).
Glimrende Hækken bæved
i varme Sommerluft;
cm Pavillon’en svæved
den brune Mokkas Duft.
Herrer og Damer kransed
den zirlige Altan;
Smaapigerne de dansed
nede paa grønne Plan.
Der
dansed
A lfh ild
liden
med gyldenblanke Haar;
Vinger gav hende Tiden,
hun var kun fire Aar.
h Se Anmærkninger til „Nogle Digte“. 2) Sml. Digt. V., S. 47.
3) Se S. 21.