244 / 448
—
239
—
Ved den af Slummer jages
saamangen evig Sorg,
naar bedst man troer, der tages
et Paradis paa Borg.
Du kjender ej dens Vælde!
Ak, kun en stakket Stund
formaaer i Støv at fælde
Dig Fredens hellige Lund.
Nej,
elske
maa Du ikke!
Fatter Du vel det Ord?
Vel ane Dine Blikke
en Hemmelighed stor?
Til evig Kval og Smerte
blev,
A lfhild,
jeg fordømt,
hvis eengang blot Dit Hjærte
om Kjærlighed fik drømt.
En Mand af Støvets Kaste
med Kjole og Frisur
sig skulde fræk formaste
mod Din Æter-Natur!
Nej, Gnisten maa ej tænde
hos Dig sin falske Pragt!
Ak, nej, Du maa ej kjende
dens frygtelige Magt.
Jeg evigt den vil slukke,
mens rent er end Dit Bryst,
og aldrig skal Du sukke,
i Elskovs Kval og Lyst.
Jeg rækker Dig Glemsels Honning
tøm ud den søde Drik!
Og giv mig,
Alfhild,
min Dronning
Dit sidste venlige Blik!“