250 / 448
til at iagttage ham paa dette Omraade, har sagt til mig:
„Han var ret Hvad jeg vilde kalde koket. Han gjorde
aldrig Kur ved flove Komplimenter, men ved fine
Pikanterier; hans Stemmes indsmigrende Lyd, hans
hele indtagende Person, hjalp ham utroligt. Jeg vil
ikke kalde ham egentlig klog; men han havde ualmin
delig fine Følehorn og forstod altid at sige Det, der
gjorde Indtryk netop paa
den
unge Pige, han talte
med.“ Overfor dem, han gjorde Kur til, blev han vel
talende. „Alt traadte da i Baggrunden, og kun det
liflige Billede af det Nærværende begejstrede ham. Den
samme Lidenskabelighed, der nu saa aldeles betog ham
den ham ellers egne ængstelige og snu Besindighed,
begavede ham tillige for Øjeblikket med en uopholdelig
Strøm af veltalende Ord. der ellers sjældent stod til
hans Raadighed“ x).
En Dag — vistnok i Dec. 1832 — var han atter
bleven afviist hos
Alvilde
og gik da kort efter hen hos
Rosenkildes
til en saadan Mørkningsscene.
Julie
Rosenkilde
var dengang en lille Pige, men huskede
tydeligt hele sit Liv igennem Hvad hun den Dag over
værede. Gamle
Rosenkilde
havde rejst sig fra Sofaen
og var gaaet ind i sin Stue; da hørte
Julie,
at Sam
talen ved Klaveret med Eet blev saa underlig urolig,
Winther lagde Haanden paa sin Pande, og i det Samme
løb
Sophie Hansen
ud ad den ene Dør, medens Chr.
Winther gik ind til
Rosenkilde.
„Jeg veed ikke Hvad
det er“, sagde han, „men jeg maa være bleven for
lovet“.
„Det maa Du saa Gu’ da vide!“, raabte
—
245
—
5 Om Felix i „Episode af et Familieliv“ (Sml. Digtn. IX, S. 154).