249 / 448
—
2 4 4
—
standdele af hendes Natur. Andre unge Piger lignede
hun ikke, som hun overhovedet ikke var lige ud ad
Landevejen; i de fleste Henseender var hun imidlertid
en Kontrast til
Alvilde Miiffelmann.
Sophie Hansen og
hendes Veninde
Lise Storm
,
vare — som jeg tidligere har omtalt — Bægge Gjen-
stande for Winthers Opmærksomhed. Forunderligt er
det at sætte sig ind heri, naar man veed, hvor stærkt
han alligevel var optagen af
Alvilde.
I en Champagne
vise, han skriver omtrent paa denne Tid, siger han:
Tidt, naar Hjærtet maatte stride
tvivlsomt mellem hulde To,
lod Champagnen vi nedglide
for at mægle Fred og Ro;
for det Meste har den dømt:
elsk dem Bægge lige ømt. —
Vi have her hos
Rosenkildes
paa en Maade en
Gjentagelse af hans Følelser over for de to Frøkener
Miiffelmann.
Han valgte altid Mørkningstiden til sine Besøg i
det
rosenkildeske
Hus. Saa sad Husherren og Fruen
hver i sit Hjørne af den store Sofa i Stuens Baggrund
og sov tilmiddag. Chr. Winther havde da i Alminde
lighed sin Plads ved Klaveret paa Sidevæggen, hvor han
stod og konverserede
Sophie Hansen.
Han talte sagte,
næsten hviskende — det skulde vel lade, som det var
af Hensyn til de sovende
Rosenkildes
; men sikkert er
det, at derved fik selv det Ubetydeligste, han sagde, en
særegen fortrolig Karakter, som gjorde Indtryk paa en
ung Pige; og saaledes talte han forresten saagodtsom
altid med saadanne. En Dame, som har havt Lejlighed