248 / 448
—
243
—
Hansen,
(f. d. 20nde Septbr. 1812). Hendes Forældre
vare
Rosenkildes
Husfæller; men hos dem følte hun
sig ikke vel. Hendes Fader, der oprindeligt var Bonde
karl, havde slaaet sig op til at blive Farver, men var
uden alt Spor af Dannelse; han gik sædvanligviis med
Træsko paa, saa det klaprede efter ham, og der var
hverken ved ham eller hans Kone Noget, der kunde
tilfredsstille den unge Datters aandelige Tilbøjeligheder.
Husets Vært, Grosserer
Magnus,
lod hende opdrage,
og hun blev sat i et af Byens bedste Pigeinstitutter.
Rosenkildes
Døtre følte hun sig dragen til, og den
Intelligens og elskværdige Tone, hun savnede i sit eget
Hjem paa Kvisten, fandt hun i Stueetagen, hvorfor hun
saagodtsom altid opholdt sig dernede. Hun var ikke
egentlig smuk, men meget yndig, let og graciøs, altid
mild og blid. Snarere var hun over end under Middel
højde, var harmonisk og fint bygget, havde en skarp
Profil, et dejligt, mørkt Haar, som Winther beundrede,
levende mørke øjne og en ualmindelig klar, melodisk
Talestemme, som gavnede hende ved hendes tiltalende
Oplæsninger; hun sværmede for Digtere, og hendes
Veninde
Julie Rosenkilde
traf hende en Dag i Færd
med at klippe „en Erindring“ ud af
Henrik Hertz's
Kavajslag, der hang i den forreste Stue
hos Rosenkildes1).
Noget Digterisk var der over hende selv. Blev der
oplæst poetiske Værker, græd hun let, navnlig over
Schillers
og
Goethes
, og det Sværmende og Sentimen
tale vare ved Siden af det Bundærlige væsentlige Be-
x) I et Brev fra Winther til
H ertz
, der var i Italien, staaer der:
„Fra
Sophie Hansen
har jeg udtrykkelige og meget venlige Hils-
ninger til Dig“ (21nde Sept. 1833. Breve fra og til H. H., S. 219).
16
*