ChristianWinther

—

247

ninger, der aldrig havde Modvægt i fast Villie og Ka

rakter, tidt bragte ham til at foretage Skridt, han siden

bittert fortrød, og denne hans „bløde, bøjelige, flydende

Natur“ gjorde lidt efter lidt hans Liv ulykkeligt. Derfor

anklager han sig selv i Felix’s Skikkelse i „Episode af

et Familieliv“ for sin vankelmodige Karakter, det Ube

stemte i sine Tilbøjeligheder, Mangel af Kraft og Fast

hed i øjeblikket. Da Felix i denne Fortælling lige vil

til at fri, men bliver afbrudt, „styrter han ned fra den

højeste Begejstrings Himmel, hvortil han nogensinde

havde hævet sig; han bliver pludseligt bragt til Besin

delse og til en Betragtning, der ender med det hemme

lige, hjærtelettendeSuk: „Ah, det var i Tide!“ 1). Hvor

havde det været godt, om en saadan Afbrydelse var

skeet, idet Chr. Winther vilde fri til

Sophie Hansen.

Otte Dage efter Forlovelsen sagde han til

Poul

M#ller\

„Kan Du huske, at jeg for et Aar siden drømte,

jeg var bleven forlovet, og jeg var da det ulykkeligste

af alle Mennesker? Nu er Drømmen gaaet i Opfyldelse“2).

Imidlertid tog han Sagen op saa godt, som det

lod sig gjøre. Han sagde til

Sophie Hansen'.

„Din

Klædedragt synes jeg ikke om. Enhver skal klæde sig

efter sin Individualitet; den kjender Du ikke selv; nu

skal jeg give Tegning til Dine Dragter“. Det gjorde

han, betalte dem, og, da de vare færdige, gik han ud

at gjøre Visitter med hende3). Jomfruerne

Rosenkilde

Sml. Digtninger IX S. 122. 2)

P. Møllers

egen Meddelelse

til Fru

A. M. Berthelsen,

født

Sidenius,

som har fortalt mig det.

3) Hos

Stemann

siges der: „Jfr.

Hansen

var en aldeles fattig Pige,

og Winther maatte derfor ganske paatage sig hendes Eqvipement,

saa at hun med Anstændighed kunde fremtræde med ham i den sel

skabelige Verden, og i denne hans Stilling, i Forbindelse med den